Friske er Bojesens tempi om ikke nødvendigvis meget hurtige. Afgørende er, at de vil frem i et støt og stædigt trav, fra åbningskorets muskuløse tæthed til slutkorets flydende strømmen, der med forskellige former for swing kunne genfindes i mange ariers rytmiske karakter. Kun i enkelte turbakor kunne han forile sig. Forfriskende er også hans gennemarbejdede håndtering af orkester og kor: Den velovervejet skarpttegnede artikulation af ord og af strøg, der gør satsen luftig og linjeføringen klar og talende, eller en detalje som Jesusordenes glatte strygere. Bojesen stiller præcise krav, og han har sine tropper med sig. En perlerække af fine solister befolkede orkestret, og koret sprang ubesværet fra polyfont skrigende folkemængde til fløjlsblød koral. En særlig friskhed fik opførelsen af de unge solostemmer, som de fleste af os kendte lidt eller intet til på forhånd. Det er en risikabel disposition, men der er grøde i talentmassen i disse år, og det var lykkedes at sammenstykke en besætning, hvor ingen faldt igennem, skønt heller ingen var fuldt udviklet. Allerførst kommer vi slet ikke uden om Lodahls evangelist, der med fnuglet svævende tenor til fulde forstod at udnytte nuanceringsfriheden på prædikestolens akustisk fremskudte plads. Han har det bedst i det sarte udtryk, og vovede kun sjældent at skærpe tonen. Alligevel fyldte han fortællingen med dramatisk nærvær og indlevet timing i en fri, tekstbåren deklamation. Fornemt! Med en tæt og lysstærk baryton og nobelt båret frasering var Lindberg i langt bedre form end ved sin debut i efteråret. Udtryksfuld er han dog ikke endnu. Med Dahlin er det omvendt: Her hersker en ungdommeligt rørende lyrisk sårbarhed, mens man kan savne beslutsom fasthed i klang og tempoføring. Det kneb at hænge på i den første arie. Grimstad er godt i gang på operafronten med roller på Kgs. Nytorv, og stemmen er køn, men ikke helt klart fokuseret og dermed kontrolleret. Og så sjusker hun med teksten. Hun kan ikke alene lastes for, at den dramatiske duet 'So ist mein Jesu nun gefangen' kom ud af kontrol (det ramte også de afsluttende koraf-snit), men hendes punktvis usikre intonation gjorde sit. Janssons varme, blanke og egale mezzosopran er allerede mere end lovende. Den slanke, smidige klang er skøn i sig selv, og hun former seriøst og koncentreret, selv om manglende erfaring og overskud efterlader lidt løse ender her og der. Men som aftenen skred frem, blev hun stadigt sikrere og mere autoritativ. Som eneste veteran var Høyer med kort varsel sprunget ind for den lige så etablerede Johan Reuter, og hans arier var nok underprøvede, men hans smukke klang, fine formsans og ofte nænsomt lyriske udtryk var en nydelse.