Jeg kom til at tænke på det, da jeg hørte basguitaristen Steve Swallow i selskab med saxofonisten Hans Ulrik og trommeslageren Jonas Johansen. For jeg havde ikke tidligere noteret mig, hvor dybt forbundet Swallow, denne aldeles uforlignelige musiker, både som komponist og i sit spil er med Johann Sebastian Bach. Der er den samme styrende kraft i de harmoniske bevægelser, der fører såvel hans medspillere og publikum uimodståeligt med sig. Formet med en sans for logik, hvor harmoni og melodi synes at smelte sammen og samtidig at udvide det musikalske perspektiv. Ingen fortjener betegnelsen basguitarist i højere grad end Swallow, for hans instrumentale stil tilgodeser bestandigt begge instrumenters muligheder. Hans tonerækker udfylder på én gang såvel en harmonisk som en melodisk funktion, hvad enten han optræder i en akkompagnerende eller i den solistiske rolle. Det er fuldstændig mageløst. Og når det netop om Bachs musik siges, at den i sin fremdrift kan 'swinge' som ingen anden form for klassisk musik, så er det helt i overensstemmelse med det drive, som Swallow formår give sit spil. Hans medspilleres kunst bliver så at udnytte det, og det forstod både Ulrik og Johansen på allerbedste vis. Ulrik med en melodisk og rytmisk frodighed - og med en fornemmelse for pausernes betydning - som jeg ikke mindes at have hørt ham eksponere så overdådigt. Og Johansen med et overmåde sprælsk og varieret spil, hvis rigdom på detaljer på intet tidspunkt forhindrede det i at samle sig til en helhed. Sjovt nok fik allerede aftenens indledende nummer, Ulriks blues 'Brother Jay', mine tanker til at vandre bagud i tiden. Nemlig til Sonny Rollins, der i 1950'erne introducerede denne specifikke triokombination. For her fandt man i Ulriks spil ikke blot spor af den motiviske improvisationsmetode, der dengang var Rollins' særkende, men også det træk, som Rollins undertiden anvendte, når han rakte stafetten videre til næste solist ved at løbe nogle takter ind i dennes første kor. Bortset fra en forrygende udgave af Turner Laytons 'After You've Gone' (med en eminent trommesolo) var det trioens medlemmer selv, der tegnede sig for repertoiret. Og med al respekt for Johansen, så var det Swallows og Ulriks, der bød musikerne de største udfordringer og derfor også hævdede sig stærkest. 'Selfexciting Circles', 'I Fall Asleep Too Easily' og en række 'Items DIT (Damaged in Transit)' var nogle Swallows-kompositioner, mens Ulrik bidrog med bl.a. 'Tossing and Turning' og 'Green, Green, Green', som man kan glæde sig til at (gen)høre, når de foreligger på den cd, der forhåbentlig bliver resultatet af Swallows besøg.