Brøndby Stadion stod selv for arrangementet og havde valgt en noget anden stil, end Parken inde i byen normalt har for vane. Således var der for eksempel ingen storskærme til at hjælpe folk på de dyrere siddepladser med at få øje på manden i midten af scenen. Visuelt gjorde det derfor ingenting, at Joe Cocker efter at være holdt op med at ryge og drikke har anlagt sig noget, der ligner en ølvom. Den gør det sværere at overse ham. Hvis man mødte ham på gaden og ikke vidste, hvem han er, ville man aldrig mistænke den runde, gråhårede mand for at kunne synge et stadion op med en volumen som en aggressivt accelerende traktor på grus. Men det kan han. Og han gjorde det gentagne gange. På fuldstændig samme måde som altid. Der var ikke et øjeblik under koncerten i Brøndby, hvor man tænkte 'det havde jeg ikke forventet af Joe Cocker!'. Fra og med koncertens indledende nummer, 'You Can't Have My Heart' fra dette års Cocker-album 'Respect Yourself' optrådte han, som om han var ude på at give sine fans den karakteristiske Joe Cocker-vare. Og ikke en gnist mere end det. Det betød, at vi fik en hel masse harmløs rhythm'n'blues, pop, rock og soul og så dén der uefterlignelige arbejdsmandsstemme, der har været i gang siden 1960'erne og ikke har ændret sig nævneværdigt i årevis. Mens han leverede nogle numre fra det nye album og mange favoritter fra karrieren såsom 'When the Night Comes', 'Summer in the City', 'Up Where We Belong', 'You Are So Beautiful' og 'Leave Your Hat On' beviste han igen og igen, at det godt kan lade sig gøre at rulle kraftigt på konsonanterne og komme med voldsomme primalskrig, selv om man er begavet med en stemme så tør som havregryn. Uden mælk. Til udbredt begejstring på græsset foran scenen vendte han tilmed tilbage til 'With a Little Help From My Friends', som var den Beatles-sang, der gjorde ham verdensberømt i forbindelse med Woodstock Festival i 1969. Heller ikke hændernes febrilske, rytmiske dans har han lagt bag sig. Men så er vi vist også ved at være igennem de personlige kvaliteter. Resten var kedsommelige arrangementer med bevidstløst indlagte blæserpræstationer og guitarsoli. Og mere end stemmen anskueliggjorde musikken, hvordan den store Muddy Waters- og Randy Newman-fan fra England med årene er blevet en solist, der sigter så bredt, at noget centralt går tabt undervejs.