Det tog dommerkomitéen, de tre musikere Thomas Agergaard, Christina Nielsen og Alex Riel, det meste af en time at nå til enighed om, hvem der skulle gå videre til den endelige finale i den nordiske Ung Jazz-konkurrence, der finder sted i Oslo til august. Valget stod imellem den københavnske gruppe Ferm Grip og den århusianske Paven. Og det blev sidstnævnte, der blev kåret som vinder. Beslutningen kunne forsvares med, at den jyske trio, tenorsaxofonisten Morten Bruun, guitaristen Kristian Westergaard og trommeslageren Søren Mehlsen, fremførte deres musik med et særdeles sikkert instrumentalt håndelag og en sympatisk selvbevidsthed, der appellerede umiddelbart til publikum. Men det var også en musik, der ikke kendte meget til begreber som fordybelse eller den spontanitet, der opstår af tilfældet. Ganske vist fremstod de som regel snirklet konstruerede temaer, underlagt en kantet rockrytmik, med prægnans, men lige så åbenbar viste musikkens melodiske og harmoniske begrænsning sig i de improviserede afsnit, der ikke havde andet end almindeligheder at byde på. Det gjorde det naturligvis ikke lettere, at 7/4 syntes at være den foretrukne taktart. Det kunne også have talt til fordel for Paven, at den helt igennem var en dansk gruppe. For man kan vel diskutere, om et ensemble, der ledes af en amerikansk musiker, kan siges at være repræsentativ for nordisk jazz? Og det er netop, hvad tenorsaxofonisten Ned Firm er. Han har taget vejen til København for at studere ved Rytmisk Musikkonservatorium og har efterhånden ladet sig høre i adskillige sammenhænge. I dette tilfælde med pianisten Søren Kjærgaard, bassisten Jeppe Skovbakke og trommeslageren Rune Kielsgaard. Der herskede slet ingen tvivl om, at Kjærgaard var den musiker, der var nået længst i sin udvikling, hvorimod Firm står ved en skillevej. Han stræber efter et personligt udtryk og nævner selv Warne Marsh som et forbillede. Det ytrer sig i den indeklemte og noget skæve intonation samt de guirlandeagtige melodiske figurationer, Ferm dyrker. Spørgsmålet er, om disse træk vil udarte til manerer. Risikoen er til stede, for tonen kan blive så udtryksløs, at den ikke når ud over scenen, og de mange toner til en form for musikalsk automatskrift, der reelt ikke fortæller noget. Men det kan forhåbentlig også gå den 'rigtige' vej. Der var en ballade undervejs, hvor den enkelhed, Ferm formulerede sig med, vakte gehør. Og i gruppens afsluttende indslag, der havde referencer til både 'Giant Steps' (og dermed til John Coltrane) og 'The Night Has a Thousand Eyes', spillede ikke blot Ferm, men hele kvartetten op til sit bedste.