Der var en pianist til stede, men det var ikke ham, der løb med projektørlyset. Det gjorde den tjekkiske Talich Kvartet. Bare deres smeltende mørke tilgang til Schuberts kvartetsats i c-mol, og jeg var solgt. Dvoraks klaverkvintet i A-dur fortalte de som et eventyr. Fortryllende og med en indlevelse i Dvoraks bøhmiske melodiskat, der ramte plet. Perfekt og dejligt spillede Talich Kvartetten. Dejligt, men nervøst spillede den franske pianist, der var femtemand i Dvorak. Jean-Marc Luisada er en charmerende musiker. Og når det kører for ham, som det gjorde et langt stykke hen ad vejen i kammerversionen af Chopins første klaverkoncert, så er han en betagende, udpræget sensibel klaverspiller. Men hans nervøsitet kunne kamme over, og han indgød ikke tryghed. Tværtom kunne han snuble over sine egne kompromisløse tempi, og han fik sig et par hudafskrabninger på den konto. Luisada leverede perle-Chopin - noget ad vejen. Talich, derimod, tog for alvor kegler med deres gennemsikre og betagende kvartetspil. Berlioz var god på bas, og selv om jeg foretrækker Chopins ofte kritiserede orkesterversion frem for diverse kammerudgaver af Chopinkoncerten, fungerede denne faktisk meget smukt.