Lige så givende det var sidste år at opleve den italienske trompetist Enrico Rava grave efter det enkle og melodiske som tak for sin Jazzpar-pris, lige så anstrengende var det i går eftermiddags at lade hjernen udmatte ved mødet med Andrew Hill. Den amerikanske pianist holder af at eksperimentere med kontrolleret kaos, og Finn Slumstrup præsenterede klogeligt hans oktet som et musikalsk værksted. En femmands mur af unge blæsere leverede vildt blafrende lyd, mens en trio bestående af - foruden Hill selv - Scott Colley på bas og Nasheet Waitts på trommer gjorde deres til at lade de musikalske flager komme i drift. Der var mulighed for at nyde genhørets glæde, når én kaotisk lydflade blev mødt af en anden, man tidligere havde stiftet bekendtskab med. Men konceptet med mangelagede, improviserede forløb styret af Andrew Hills håndtegn til musikerne blev hurtigt trættende, og ofte havde man indtryk af, at blæserne var mere overladt til sig selv, end de havde det godt med. Der kunne opstå momenter af skønhed. Som når Scott Colleys løbende lette basspil pludselig befandt sig i et romantisk stævnemøde med Peter Fuglsangs barytonsax. Men i øvrigt måtte man kapitulere over for de komplekse, tilfældighedsprægede lydflader. Det tangerede spild af dygtige musikere som den unge litauiske klarinettist Liudas Mockunas og sidste års danske Jazzpar-gruppe- leder, saxofonisten Thomas Agergaard, der i sit solospil imponerede med en dejligt fri klang. Den dulmende faktor blev den amerikanske sangerinde Lenora Helm, der som ikke-programsat overraskelse fik givet elementære jazzingredienser som nuanceret fraseringskunst og kærlig sans for melodi og harmoniskift en plads på programmet. Med et skuffende udspil fra årets Jazzpar-prismodtager blev det den danske saxofonist Lars Møllers til lejligheden sammensatte kvartet, der løb med anmelderens velvilje. Fem numre spillede de, og teknisk var niveauet højt. Bag trommerne var Billy Hart en energisk, opfindsom og nuanceret drivkraft. Lyttende mens han fyldte sine musikalske lærreder helt ud til kanten. Pianisten Geri Allen, der modtog Jazzpar-prisen i 1996, havde skrevet to af de fem numre. Lars Møller andre to. I Møllers ballade 'Bacharach' viste Allen, at hun trods sin foretrukne, flimrende akkordstil også kan spille melodiøst. Buster Williams' sommerfulgesvungne basspil med de mange glissader klædte gruppens arabeskagtige udtryk, som i roligere passager kunne antage et luftigere, impressionistisk præg. Kun i slutningen af balladen virkede Lars Møller i en lidt lang solo som om, han tabte retningssansen. En veloplagt swingende 'Invitation' satte punktum for et sæt præget af god kontakt mellem fire fine musikere i en behageligt homogen konstellation. thomas.michelsen@pol.dk