Sådan lavede de koncerter for 200 år siden: En arie hist, en koncertsats pist, satserne i en symfoni spredt ud over en aften. Påskekoncerten med Københavns Festival Orkester (endnu et navn på Tordenskjolds soldater) nåede på en god time fra a cappella-motetter til orkestermusik og fra Vivaldi til Rossini. Særlig det sidste var vildt, selv om teksten i begge tilfælde var 'Stabat Mater': Der er en afgrund mellem barokkomponistens strygerledsagede kammerværk for altsolo og ungromantikerens dramatiske poseren for fuldt udtræk. Sangsolisterne begrundede især de valgte Rossini-satser: store, fyldige operastemmer. Sopranen var af den dramatisk imponerende slags, som sagtens kunne have sunget Verdis requiem - meget, meget flot, men lidt af en panserløsning i 'Agnus Dei' fra Mozarts 'Kroningsmesse'. Alten var knap så tungt skyts skønt rigeligt pompøs til Vivaldi, men igen: flot stemme. Dermed er det bedste fortalt om en koncert, hvor intet ellers syntes rigtig alvorligt ment. Hvad kom stykkerne hinanden ved, og hvad ville dirigenten med dem? Som tilbagelænet akkompagnatør lod han solisterne sejle deres egen sø, og de virkede ikke trygge. Zapolski forslugte sig på sine egne ambitioner i Beethovens to romancer: Lethed, flow og spontanitet blev kvalt i omhu. Det lille orkester holdt en professionel standard i en noget gammelmodig spillestil, mens koret var slemt upoleret.