Med skiftevis et skævt smil, et barskt bid i ordene og ellers bare den legendariske, cool attitude gav Lou Reed mandag aften i København en koncert, som de færreste på forhånd havde turdet forvente sig. Forinden var der lagt op til en andægtig, kedelig forestilling med udgangspunkt i det alt for prætentiøse værk 'The Raven' fra tidligere i år. Men i stedet fik vi vitale og værdige fortolkninger af nogle af Reeds største sange helt tilbage til tiden i Velvet Underground i slutningen af 60'erne. Det bytte var der vist ikke utilfredshed med på de nummererede siddepladser i Falconer Salen. I hvert fald jublede det overvejende mandlige og midaldrende publikum, hver gang Lou Reed anslog nogle af sine let genkendelige, stramme og enkle akkorder på sølvguitaren som indledning til endnu et godt, gammelt nummer. Den 61-årige newyorker har ry for at kunne være en temmelig tvær herre. Når han er i humør til det. Det var han så ikke mandag aften, hvor han med et smil hængende i den ene mundvig lagde ud med 'Sweet Jane' og lige så afvæbnende sluttede af med 'Walk on the Wild Side' mere end to timer senere. De små smil i det stoisk alderssirede ansigt under det forbløffende og muligvis bedragerisk sorte hår var ikke ene om at dræne rockklassikerne for nostalgi. Da han afleverede kritikken af smålige provinsbyer i 'Smalltown' fra 'Songs for Drella', var Lou Reed en fyndig og skarp entertainer. I 'Ecstacy' blev han gnistrende temperamentsfuld. Og under hele koncerten rummede besætningen med Fernando Saunders på bas, Jane Scarpantoni på cello, Mike Rathke på guitar, Antony på kor og ingen på trommer muligheder for nye dramatiseringer af sangene. De forskellige strenges fælles fylde og Antonys besynderlige bløde, spirituelle stemme indrammede og fremhævede Lou Reeds klippefaste vokal og hans trimmede, præcise guitarblink. På dobbeltalbummet 'The Raven' fra i år arbejder han med at omsætte ligene, lasterne og poesien hos forfatteren Edgar Allen Poe til et slags litterært rockteater. Måske mislykkes de høje ambitioner på den udgivelse, fordi Lou Reed ikke er den indviklede, intellektuelle begavelse, han sommetider prøver på at ligne. I hvert fald virker han meget mere troværdig, når han lader være med at klæde sin urmaskuline og egentlig meget ligefremme rockmusikalske udstråling ud i finlitterære jakkesæt. Med manchetknapper, der er tunge af traumer. Det kostume holder ikke. Lou Reed er en rimeligt velbeslået (pæn bolig på Manhattan), intelligent gift (med kollega Laurie Anderson), frækt kørende (på motorcykel), til tider rørstrømsk ('Tell It to Your Heart') og forfængelig læderbuks med en usædvanlig vellykket lydhørhed, når det gælder kunsten at finde den minimale rocksang og få den til at fylde det hele. Det var den lydhørhed, som var i brug i København. Og det var altså bandet og korsanger Antony, som bidrog med fylde og detaljer og for det meste gjorde det uden at overornamentere. Undervejs forekom det dog, at Lou Reed gav Fernando Saunders plads til at spille nogle meget adrætte, men også meget lange bassoloer. Det hændte også en enkelt gang, at den samme Saunders fik lov til at synge sin egen, støvede cajunsang, der aldrig bliver nogen rockhistorisk milepæl. Og så hører det med til oplevelsen, at Lou Reeds tai chi-idol Ren Guang-Yi sommetider stjal scenebilledet med nogle bevægelser, der virkede absurde i sammenhængen. Men skidt med det. For helhedsindtrykket var et band, hvor ingen af musikerne førte sig frem på bekostning af sangene. Velvet Underground-sangen 'Venus in Furs' blev netop som ny igen, fordi Jane Scarpantoni stak af fra de andre synkront spillende strenge og levede sig dybt ind i et splinterrasende forløb på sin imponerende udtryksfulde cello. Og i sange som 'Tell It to Your Heart', 'Sunday Morning', 'Candy Says', 'Perfect Day' og 'Set the Twilight Reeling' havde Antonys stemme en specielt god rolle. Den høje, hvide korsanger ligner en tykmavet, rar Peter Plys, og han synger, som om han aldrig har indtaget andet end honninggylden cognac. Antony får en himmel til at skælve over Lou Reeds rockmusik. Og det er en musik, som er tilstrækkelig jordnær og kropslig til at bære det. Som regel. Da Reed på et tidspunkt stillede sig under stive, højtidelige spots og med veloplagt indlevelse gav sig til at recitere en lang passage fra 'The Raven', kunne man godt sidde nede i salen og føle sig meget glad. Men det var nu over, at man allerede havde fået en masse gode sange. Og i forventning om, at han nok snart ville begynde at spille igen. For selv om det kan være al agt værd, at han har lært en lang og svær tekst udenad, så er det altså noget sjovere at høre ham drøne igennem associationer og stemninger i 'Dirty Blvd'. Den tekst er ikke nær så kompliceret som 'The Raven'. »Did you ever have rage in your heart?«, råber manden. Igen og igen. Men det er i sig selv komplekst nok. 'Dirty Blvd' er hjertehamrende nærværende. Den lyder som biltrafikken, der bremser og speeder døgn efter døgn i Manhattans gader. Den lyder som sex. Den lyder som Lou Reed, når han bare er Lou Reed. Det var den Lou Reed, som var i København mandag aften.