Selv den mest dokumentariske naturfilm er et kunstnerisk udsagn, i hvert fald hvis den skal have en chance i primetime. Det er uundgåeligt, når den er formet af mennesker. Men det er musikken, der for alvor får den til at overskride grænsen mellem reportage og poesi. Skift musikken ud, og fortællingen bliver en anden! Når et koncertuddrag af BBC's berømmede tv-serie 'The Blue Planet' kan programsættes flere gange i træk i Tivolis Koncertsal, er det givetvis de unikke billeder på storskærm, der trækker, men med den voldsomme lyd fra et symfoniorkester, der undtagelsesvis er opstillet foran scenen med et elektrisk forstærket kor, får man unægtelig indprentet musikkens funktion anderledes, end når man bare kan skrue ned. George Fentons musik læser billederne fra de stormpiskede oceaners myldrende liv som en pompøs episk eventyrfilm a la 'Ringenes herre'. Tonesproget er tegneserieagtigt forenklet, koderne underholdningsfilmens gængse: Her er havets imposante øde med brændingens bækkenslag, blåhvalens heroiske storhed, delfinernes leg i muntre danserytmer og jagtens valkyrieridt, de jagende spækhuggeres brutale dæmoni, koralrevets eventyrhave, der om natten bliver en angstfyldt jungle med røvere bag hvert hjørne, dybhavets selvlysende monstre til elektroniske science fiction-klange og krabbernes lystige dans på stranden. Det er alt sammen platituder og ikke lydstyrken værd, men det er også en effektiv tolkning af billederne, som definitivt forvandles fra oplysning til æstetik: Vi betragter dyrenes verden, men oplever og føler menneskenes på en måde, der i bund og grund ikke adskiller sig fra 'Bambi'. Deri er intet forkert, selv om niveauet kunne være mere raffineret, blot man ved, hvad man har med at gøre. jan.jacoby@pol.dk