Det er syv år siden, den norske tenorsaxofonist Petter Wettre første gang lod sig høre herhjemme. Det skete under sommerens Copenhagen Jazz Festival i Copenhagen JazzHouse, hvor han blev ledsaget af sin landsmand, bassisten Arild Andersen, og trommeslageren Alex Riel. Et trioformat, som andre tenorsaxofonister som Sonny Rollins og Joe Henderson også periodevis har arbejdet med, men som Wettre har holdt fast i med en anderledes konsekvens. Det vil dog ikke sige, at alt er forblevet det samme for ham. I mellemtiden har Wettre også taget basklarinetten op og udviklet sig til en glimrende solist på dette instrument. Det fremgik af aftenens indledende nummer, en køn duet med Jonas Westergaards smukt strøgne bas, der forekom på det nærmeste gennemkomponeret og røbede en mere lyrisk betonet side af Wettre, end man oprindeligt kendte til. For på tenorsaxofonen fremstod Wettre langt snarere som en hard hitter. Men også når det gjaldt den, havde der fundet en forandring sted. Den tidligere inspiration fra Ornette Coleman fornemmes knap så tydeligt. Til gengæld har Wettre tilegnet sig en improvisationsmetode, der i sin strukturering og i den 'modsat rettede' måde, hvorpå han accentuerer sit spil i rytmisk henseende, ofte slægter en instrumentkollega og gammel Tristano-elev som Warne Marsh på. Men lad mig tilføje, at metoden kan overdrives. Som Wettre demonstrerede i første sæts andet indslag. Her nåede jeg i hvert fald til det punkt, hvor jeg ligefrem tørstede efter, at Wettre opgav at stritte imod og blot lod sig føre med af det uimodståeligt strømmende drive, som Westergaard og trommeslageren Anders Mogensen investerede i deres spil. Men måske var der netop tale om en demonstration, et ønske om at udnytte de givne muligheder til det yderste.