Om ikke blandt markedets vigtigste er Jukka-Pekka Sarastes samlede indspilning af Carl Nielsens symfonier med det Finske Radiosymfoniorkester ofte forfriskende personlig. Friskheden var imidlertid mærkeligt fraværende i hans tolkninger ved torsdagskoncerten af hele to af disse værker, der groft kan sammenfattes som mere en kølig demonstration af teknisk beherskelse end forløsning af et vedkommende indhold. Saraste er en behændig dirigent med sans for effekt, selv om man har hørt elegantere løsninger på balanceproblemerne i 1. sats af 4. symfoni. Mest imponerende (også for orkestrets vedkommende) var måske rigdommen af gennemarbejdede detaljer i 2. symfonis fnysende forjagede kolerikerportræt. Men tempoet lod ikke melodierne tale, og ironien gik fløjten. Tilsvarende havde melankolikersatsen mere pomp end patos, mens den letbenede finale var overbevisende sangvinsk med et kosteligt undrende mellemspil. Ufleksibelt pressede tempi forstyrrede også udtryksbalancen i 4. symfoni, særlig i blæsernes pastorale allegretto, der virkede jappet uden egentlig at være for hurtig. Og så uromantisk er Nielsen ikke, at man kan se bort fra en kvalitet som espressivo, f.eks. i præsentationen af det lyriske tema, der bliver værkets hymniske konklusion. Som akkompagnatør forventes en dirigent - om end meddigtende - at holde sig mere i baggrunden, men om det nu var, fordi han lod sig rive med af de senromantiske orkestermasser, eller han blot forregnede sig med Radiohusets akustik, så lagde Saraste hårdt pres på solisten Bo Skovhus i de tungeste af aftenens sange, Wolfs 'Prometheus' og Strauss' 'Pilgers Morgenlied'. Som kulminationer på hver sin afdeling kaldte begge på sangerens mest dramatiske åre og mindede om den spændende kendsgerning, at han til foråret skal gestalte den lidende Amfortas i Wagners 'Parsifal'. Det tror man på. En mere lyrisk, men også mere gribende patos fandt Skovhus i Wolfs bitre 'Harfenspieler'-sange, hvis sensibelt grublende deklamation ligesom følte sig frem som langs en mørk korridors ru vægge. Helt anderledes farvede han den sarte, men idylliske alvor i 'Anakreons Grab', og 'Prometheus' gestaltede han med næsten symfonisk bredde. Stor fortolkningskunst. Derimod gjorde han - desværre - ikke noget for at bortforklare den vulgært prangende udvendighed i Strauss' 'Hymnus'.