Midtvejs gennem en stadig bedre og bedre koncert stoppede Laust Sonne op og råbte til sit publikum: »Jeg er ved at være klar!«. Hvad der formentlig ikke var mange, der var tvivl om i det pænt fyldte Pumpehuset. Klædt helt i sort med et rødt slips dinglende foran sin spinkle krop tog kapelmester Sonne sig nemlig ud som en elegant toreador, der med nervøs energi som våben er i gang med at udfordre selveste rocktyren til et favntag af de mere heftige. Ikke alene ligner Laust Sonne en uægte søn af (unge) Elvis Presley og Nick Cave. Næh, han stiller også frygtløs op til en linedans mellem glam, garage, punk, pop og regulær rock af den slags, der ikke kerer sig om stil, men bare basker til alt og alle. Som nu eksempelvis af sættets knaldperler 'Can't Stop', der nærmest lød som en opdatering af gode gamle 'Rabalderstræde' med fuld forvrænger ned ad samtlige sidegader. Sammen med sit band Dear har Laust Sonne begået årets bedste danske rockplade, 'Billy B', der formelig strutter af selvtillid og overskud. Fra den var hovedparten af aftenens sange naturligt nok hentet. Det, der på den to år gamle debut lød som lidt for flagrende skitser fra en rastløs sjæl, er foldet ud som fine, sylespidse og sexede rocksange med et ofte funky anslag på albummet. Som sagtens kan måle sig med nye, internationale rockmastodonter som White Stripes, The Kills og Raveonettes. I Pumpehuset fortsatte kapelmesteren og hans kvartet disse studier af stil. Men fine momenter som de to duetter med fruen, sangerinden Dicte, hvis entre i stram sort kjole i sandhed var en ægte diva værdig, den stramme og funky 'Don't Turn The Lights On' og balladen 'Hush Now' samt 'She Rolls' med oplagt hitpotentiale og 'Billy Blondelle' med Beatles-harmonierne. Skjules kan det dog ikke, at Dear stadig har for mange ensartede rocknumre med som fyld og at savnet af guitarist Rune Kjeldsen fra konkurrenterne til positionen som Danmarks mest lovende rockband, Kira and the Kindred Spirits, er markant live. Hvor Kjeldsens spil hæver sange som 'Whatever' på albummet, forekom denne ellers fremragende - og ambitiøse - rocksang her at være anstrengt og komprimeret. På trods af det og den let distræte distance, der hænger over Laust Sonne, når han er udenfor D-A-D's brølende folkevognsrugbrød af et rockband, blev det en fin og meget lovende aften for et lydhørt og koncentreret publikum. Rocken er i disse år blevet genfødt som musikalsk og stilistisk kraftcenter med ny elegance og selvtillid. I Laust Sonne har Danmark en af de mest visionære og klare stjerneskud i det nye kuld. Nyd ham, så længe, vi får lov at beholde ham.