The Strokes er bandet, der løber med opmærksomheden i den nye amerikanske rockbølge med udspring i byen og tilstanden New York. Når man lytter til cd'erne 'Is This It' og 'Room On Fire', føles det ikke nødvendigvis retfærdigt. The Strokes er ganske vist bandet med de seje omkvæd og de klassiske attituder, men generationsfæller som The Rapture, Black Rebel Motorcycle Club og White Stripes virker egentlig mere interessante. Hvis man er på udkig efter noget originalt. Men cool kan godt erstatte originalitet, viser det sig, når The Strokes går på scenen. Tiøren faldt langt ned i øregangen, da The Strokes kom til København, hvor forventningens elektroner svirrede mærkbart i en udsolgt K.B. Hal. Snøvlende og småsløret gik den unge sanger Julian Casablancas til mikrofonen. I The Strokes' musik ligger vokalen godt og grundigt pakket ind mellem de to guitarister, Nick Valensi og Albert Hammond Jr. Måden, man tillod sig at virke lidt sløset på, indtil balancen var spillet helt på plads, var ikke bare nonchalant, men osende af stil. De ultrakorte ørehængere blev fyret af med koncentration og løsagtighed. Casablancas henslængte intensitet, der på numre som 'Under Control' og 'The Modern Age' fremmanede en ung Lou Reeds fraseringer, lå perfekt mellem de to guitaristers bundløse reservoir af blærede riffs, og bag dem lå Nikolai Fraitures bas og Fab Moretti og snappede med deres tørre bid. Retrorock bliver det for nemheds skyld kaldt. Sandt er det, at en rockhistorisk bevidsthed i høj grad er til stede i et band som The Strokes. Men samtidig er betegnelsen retro så reduktiv, at den er tæt på at være intetsigende. For The Strokes genopliver ikke så meget en epokes konkrete musik som en sindstilstand og en attitude, der kan sammenfattes på brystet af den begejstrede publikumsblondine med den knaldgule T-shirt påtrykt 'I love New York'. Velvet Underground, Television, Ramones, Blondie og Johnny Thunders er alle som musikalske bysbørn og åndsfæller til stede i en rockmusik, der spænder fra new wave til boogie og gør det hen over adskillige tiår, indtil det gamle uvæsen dukker ungstolt op på kanten til 2004. The Strokes viste sig at være i besiddelse af alle et rockbands definerende kvaliteter. The Strokes spillede tæt ind til benet, men med masser af luftighed i det koncentrerede udtryk. Som band så de dødsensgodt ud, og når musikken matcher, er det en giftig kombination, der ikke kan købes for penge. Inspireret af måden, hvorpå britiske Oasis genoplivede rockens flabede glamour, har The Strokes overtaget stafetten. Som jo i rockhistorien netop så regelmæssigt og frugtbart har taget trippet frem og tilbage over Atlanten. The Strokes fyrede sine rockprojektiler af i løbet af en time. Uden overflødig snak eller ekstranumre. I en eksemplarisk rockkoncert, som i den grad viste sig i stand til at antænde og opflamme fantasien i et rum domineret af unge i alderen mellem 14 og 24. Nye numre som 'The End Has No End', '1-2-3' og 'Reptilia' stod sammen med 'Someday' og Soma' fra debutalbummet 'Is This It' i kø for at genoplive rockbandet som det mest cool kreatur på planeten. Operationen lykkedes så ganske overbevisende.