Med barok kropskomik og glade smil dirigerede David Byrne strygere og rockorkester igennem det mest mærkelige repertoire, man kan forvente sig af et rockikon. Det lød fantastisk. Det overraskende er ikke, at David Byrne nu har fundet på at udsætte Verdi for sin egen porcelænsskøre new yorker-tenor. Eller at han prøver at få latinrytmer og klassiske strygere til at mødes i nogle sange på sit nye album 'Grown Backwards'. Det forbavsende er, hvor godt det lykkes. Og ikke mindst, hvor muntert kommunikerende han er blevet som performer. David Byrne var allerede stilistisk eksperimenterende, mens han var den centrale figur i et alt for stort jakkesæt i Talking Heads. Men siden han indspillede sit gennemført latin-inspirerede album 'Rei Momo' i 1989, har han været opsøgende lyd-alkymist i ekstrem grad. På 'Grown Backwards' er det, som om alt det bedste, han har lært, endelig for alvor sætter sig igennem i gode sange. Naturligvis højt begavede og ambitiøse sange. Sådan er David Byrne jo. Men hans nye musik er musik fuld af liv og intelligent kulturkritik uden den fernis af fortænkt strategi, som har præget nogle af hans tidligere soloprojekter. Nu passer tøjet. I forlængelse af 'Grown Backwards' er David Byrne taget på en 'baglæns-turné', hvor hans elguitarer sammen med bas, trommer og percussion spiller sange fra hele karrieren. Med undtagelse af de både polyrytmisk og intellektuelt skarpt slebne Talking Heads-favoritter som 'Road to Nowhere' og 'Once in a Lifetime' var han lørdag aften i Store Vega desuden akkompagneret af den texanske strygersekstet The Tosca Strings. Kombinationen af de rytmisk præcise strygere med den atmosfæriske klang og den genremæssigt legende rockbesætning fungerede optimalt. Lyde af Brasilien, Elfenbenskysten, Vestafrika og New York mødtes, og der opstod en musik, som i nøjagtigt afmålt mængde desuden var præget af David Byrnes aktuelle lyst til at spille baglæns. Tilbage til en tid med små, charmerende filmmelodier, man engang i 50'erne gemte på nu for længst overstøvede spolebånd. David Byrnes musikalske erindringer har oprigtig romantisk sødme. Men nostalgiske og troskyldige er de ikke. Dels har hans nyeste tekster ligesom alle de ældre et lag af ramsaltet satire. Også når han leger selvglad smørsanger i det tilforladeligt triumferende ægteskabsportræt 'She Only Sleeps' (»with me«). Dels blev minderne afleveret i et kontant og konstant rytmisk swingende udtryk af den 51-årige mand, som var klædt gråt i gråt fra sok til isse. Det var så også det eneste grå ved dén koncert. For med afvæbnende brede smil dansede han sig komisk flirtende igennem de fleste numre. Uanset om han sang på engelsk, spansk, portugisisk eller italiensk. Hvilken forskel gør det i øvrigt? Når bare sangen og fortolkningen af den er god? Ligesom David Byrnes version af Giuseppe Verdis 'Un di Felice, Eterea' var det. Og sådan fik han vist, at hverken genrer eller sprog er afgørende.