Der er noget ganske særligt, som Palle Mikkelborg kan med sin trompet. Han behersker dens klanglige udtryk som få andre. Både med og uden brug af elektroniske virkemidler. Og han forstår at udnytte dette med betydelig effekt i sin præsentation af et tema. Men der er også noget, Mikkelborg ikke kan. Han kan ikke i sine improvisationer skabe en melodisk linje, der danner en sammenhængende fortælling, som ikke mindst hans idol Miles Davis formåede det i sin storhedstid. I stedet for formulerer Mikkelborg sig i abrupte fraser, som han slynger ud, eller ved hjælp af lange, lange toner, der får lov til at brede sig over adskillige takter. Det kan man mene om, hvad man vil. Men for mit eget vedkommende må jeg sige, at jeg forventer mig noget mere, når det gælder de uendelige muligheder, der ligger i jazzens standardrepertoire. Anskuet på denne måde blev kombinationen af Mikkelborg og Ginman/Blachman/Dahl-trioen en mesalliance, hvor form og attituder ganske overskyggede indhold og fylde. Balladespillet kunne klinge kønt, men bevarede til stadighed indtrykket af kalkulation. Og hvis den energi, musikken udstrålede i hastige tempi, åbenbart var i stand til at rive publikum med sig, så banede den ikke vejen for nogen melodisk udvikling i spillet. Hvad jeg savnede frem for alt, var at musikken så at sige talte på egne vegne. At den formede sig med musikerne som dens redskab. Der var dog enkelte steder, hvor jeg fandt denne indstilling. I Carsten Dahls smukt beherskede klaversolo i 'My Funny Valentine'. Og skønt bassisten Lennart Ginman vel ikke er den store solist, så var hans spil båret af, hvad jeg vil betegne som 'den rette ånd'.