En historisk dag. For det var på denne dags aften, tangoen erobrede Copenhagen Jazz Festival totalt. I Glassalen med den franske akkordeon- og bandoneonspiller Richard Gallianos Septet, der under devisen 'Piazzolla Forever' hyldede skaberen af den argentinske tango nuevo. Og i Copenhagen JazzHouse med sangerinden Silvana Deluigi og hendes kvartet. Et ukendt navn for de fleste af os, inden hun kom på sit første besøg her i landet. Men et navn, som ingen af os, der var til stede ved koncerten, vil glemme igen. Her var det i første række den klassiske tango, der stod i fokus. Men fortolket på en måde, der i sit foredrag havde taget tango nuevoens form til sig. Fremført i et dynamisk, levende rubato, der næppe ville have tilladt den at fungere som den almindelige dansemusik, tangoen også kan være. Og tilsat de instrumentale og harmoniske raffinementer, der netop gjorde den til koncertmusik. Det var heller ikke en sangerinde af den mere almindelige slags, der trådte ind på scenen, mens musikken allerede var sat i gang. For hvis man skulle have været tilbøjelig til at betragte tangoen som udtryk for en machokultur, blev man i hvert fald denne aften belært om, at den også kan være noget andet. Her mødte vi en sand dronning med en autoritet og udstråling, der i første øjeblik næsten kunne virke skræmmende. Dertil bidrog en gestik, der afspejlede hver sindsstemning, og en stemme ladet med en intensitet, der borede sig ind i os. En stemme, som uden varsel kunne forvandle sig fra knejsende vrængen til dyb inderlighed. Men som også kunne være lattermild eller - som vi oplevede det i et nummer - blot fremstod som et hviskende recitativ, sat i relief af en enkelt, bestandigt simrende akkord. En duet for piano og guitar som afslutning på første afdeling var knap så interessant. Men efter pausen nåede koncerten nye højder igen. Først en uakkompagneret bandoneonsolo, hvor Juan Jose Mosalini viste sig som den mester på instrumentet, han er, og dernæst i en indfølt duet med Silvana Deluigi. Men heller ikke Piazzolla var glemt ved denne lejlighed. Tre sange til tekster af Borges bød på mageløs sangkunst, og endnu senere demonstrerede Mosalini i et rent instrumentalt indslag, at han også som komponist har gået i god skole hos sin mentor.