Sjældent har jeg oplevet en koncert, der var så modsætningsrig som den, pianisten Brad Mehldau, bassisten Larry Grenadier og trommeslageren Jeff Ballard onsdag aften leverede i Copenhagen JazzHouse. En koncert, som derfor også måtte udløse højst blandede følelser. For Mehldau er jo noget af et fænomen i sin næsten naturstridige sammensathed. En blændende instrumental begavelse, i hvis musikalske udtryk det banale, det prætentiøse, det fremragende og endog det småt genialske er uhyre tæt forbundet. Indimellem kunne det være ganske græsseligt, hvad Mehldau bød os. Som den stivbenede bossanova i andet sæt, hvor trioen med bestemte mellemrum udelod et enkelt taktslag, så rytmen uafladeligt blev vendt frem og tilbage, afsluttet med en coda, der i sin opstyltethed ikke syntes at ville tage nogen ende. Det kunne også blive for meget med de polyfone stemmeføringer, Mehldau har gjort til en af sine specialiteter, eller det punktvise, forsinkede anslag, han dyrker i sit balladespil, og som skaber en ejendommelig distance, der stiller sig i vejen for et helhjertet følelsesmæssigt engagement, men alligevel ikke undlader at fascinere. For uanset hvad man i øvrigt måtte mene, kræver det faktisk mod at insistere så stærkt på virkemidler, der ikke altid følger den slagne vej eller opfylder ens egne forventninger. Og det forunderlige var, at Mehldau med øjebliks varsel kunne vende billedet. Ligesom man troede, at han nu var gået i selvsving, kunne han bryde ud af sin tilsyneladende fastlåshed og åbne sig i et spil, der med et uimodståeligt drive rev os med sig. Fremragende understøttet af Ballard, der med sit flydende spil viste sig at være mere end blot en god afløser for sin forgænger, Jorge Rossy. Og i disse stunder kunne man også affinde sig med, at Grenadiers bas i kraft af en uhensigtsmæssig forstærkning - hørt fra min plads - lød som et overdimensioneret pumpeværk. Lige så forskelligartet var det repertoire, trioen tog afsæt i. Foruden en række af Mehldaus egne temaer stykker fra poppens verden som Paul Simons '50 Ways To Leave A Lover' og Beatles' 'Lucy In The Sky With Diamonds', ballader som 'The Very Thought Of You' og den sjældent hørte 'The Folks Who Live On The Hill' såmænd også en gammel bebop-klassiker som Jimmy Heaths 'C.T.A.', der påmindede os om, at Wynton Kelly engang for længe siden havde tjent Mehldau som inspiration - og stadigvæk kunne gøre det.