25-årige amerikanskkoreanske Sarah Chang er en megastjerne. Effektiv på en violin som få andre og vant med alverdens store koncertsale. Man ser det straks. På blikket, der når helt op til bageste balkon, når hun bukker og takker for applaus. Samme selvbevidste og situationsvante kvaliteter genfandtes i violinistens sorte skulderløse kjole og den heftige aftenmakeup. Og, vigtigst, i musikaliteten og den blændende violinteknik. Samme kvaliteter har danske strygere ikke. Jeg er ked af at sige det, men i direkte, nådesløs sammenligning mærkedes det meget tydeligt. Særlig da Sarah Chang efter pausen opgav at tage hensyn og ubarmhjertigt pressede Tjajkovskijs solsvulmende 'Souvenir de Florence' op i et tempo, hvor første sats for de fem danske medspillere blev en overlevelsestur i italienske omgivelser. Tjajkovskijs melodier. Andensatsens serenadekarakter. Musikkens solrige varme. Alt havde stor glæde af Changs lysende intensitet. Også i Brahms' første strygesekstet var det uundgåeligt at bide mærke i netop intensiteten. Den intensitet, hvormed violinisten kan holde en frase. En linje i musikken. Bare holde og holde og holde den. Det er viljestyrke og deraf følgende sublim teknik, der gør forskellen, og karakteristisk nok var det i den langsomme sats, Brahms dykkede. Simpelthen fordi det er her, førsteviolinen ikke styrer slagets gang. Strygerensemblet Copenhagen Classic er efter dansk målestok et godt kammerensemble, og deres indledende tjekkiske sekstet af Martinu, uden Chang, var absolut respektabel. Men lørdag i Radiohuset var det Chang, folk kom for at høre. Det var hende, de klappede ad, og det var hende, der nådesløst udstillede den danske standard. Chang var en oplevelse. Men aftenen som helhed blev ingen sublim kammermusikaften. Niveauforskellen var for udtalt, uanset det stod klart, at de danske strygere gjorde sig umage.