0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lyriker på overarbejde

Eric Le Sage vil mere med Schumann, end han kan. Og det er det interessante.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

På den ene side kalder Robert Schumanns klavermusik på et ganske betydeligt pianistisk overskud hos den, der ikke blot vil placere ham som én blandt mange på sit repertoire, men hellige hele ti koncerter til romantikerens samlede oeuvre i genren.

Franskmanden Eric Le Sage, der på Louisiana står i begreb med netop dét, er en udmærket pianist, men en klavermagiker, der for alvor kan få musikken til gnistrende at slippe jordforbindelsen, er han på ingen måde.

På den anden side efterlader han ingen tvivl om, at projektet er en hjertesag for ham. Han holder af Schumann og har sind for hans fantastik og navnlig for hans lyriske drømmeri i en grad, der samler sympati og skaber høreværdige fortolkninger.

Som tilhører sidder man derfor lidt mellem det spontant følte og det snusfornuftigt gennemtænkte. Begge dele har deres berettigelse, og i det indledende 'Blumenstück' op.

19 var elementerne fint i balance: Den enkle melodiske facade blev sangbart formet med en udtryksfuldt drømmende bøjelighed, der virkede naturlig og autentisk. Samtidig blev kompositionens forskellige lag meget klart skilt ud fra hinanden i en fin, tusmørkeagtig afskygning.

En enkelt mere hektisk passage fik et strøg af det anspændte, men det skulle langtfra blive den sidste i aftenens løb. Sådanne passager var hyppigere i det tidlige og ikke særlig betydelige variationsværk 'Impromptu' op. 5 og legio i den lange og krævende 'Fantasi' op.

17, hvor de fik en ellers smidig nuancering til at stivne, lagde låg på den strukturelle klarhed og dermed også svækkede oplevelsen af lange, sammenhængende forløb. Men selv om musikken på den måde ikke havde helt højt nok til loftet, var den deklamatoriske følsomhed i reglen overbevisende og opførelsen dermed ikke uden format.

Beethovens sonate i E-dur op. 109 skulle bryde Schumannfladen, men gjorde det ikke rigtig, for Le Sage havde også her i den grad romantikerens slørede klangæstetik i fingre og krop, og en noget lemfældig pedal bidrog yderligere til at dække en klassisk klarhed. Romantisk klaveræstetik ligger på lur hos den sene Beethoven, her navnlig i første sats, men helt at overgive sig til den tjener ikke musikken.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere