Et bedrebevis på det minimalistiske motto ' Less is more' kunne man ikke ønske sig. Internationalt set var det ikke noget nyt, men det var nok første gang i Danmark, at Bachs monumentale messe i h-mol blev opført med så få medvirkende: siger og skriver ti sangere inklusive de fem solister og dermed maksimalt to sangere på hver korstemme. Dertil et lille barokorkester. Det skulle ligge nærmere Bachs forestillinger, som tilhører en tradition, hvor solister - vokale som instrumentale - typisk udgik fra tuttigruppen, og det gør det komplekse satsarbejde mere hørbart. Men hvad med monumentaliteten, korsatsernes overvældende storhed? Det har ingen nød; i hvert fald ikke med et kor som dette, der suppleret med enkelte solistisk kvalificerede stemmer stort set var identisk med dirigenten Paul Hilliers 'eget' Ars Nova. Det er stærke, ja, usædvanlige korstemmer, og med deres intense lyskraft blev de knejsende åbningsakkorder en mindst så overvældende portal, som noget mammutkor kunne have stablet op, ligesom den trompetglinsende jubel i eksempelvis ydersatserne af 'Gloria'-afsnittet ikke lod noget tilbage at ønske i champagneskummende glædesrus. Skønt Concerto Copenhagen alene lagde navn til arrangementet, var det det anonyme kor, der bar værket igennem og allerede rent klangligt stillede instrumenterne i skygge. Hillier er primært kordirigent og helligede ikke orkestret ganske samme inspirerende interesse, om end der indimellem var dejligt barokdansende passager. Bl.a. savnede jeg en mere bevidst betoning af bassen som klangligt og til tider rytmisk fundament. I de særdeles kvikke tempi, der ikke altid gav tid til at artikulere igennem, havde musikerne ofte behov for mere teknisk støtte, end han kunne give. Mindre pisk og mere gulerod. Her forstod han bedre korets behov, selv om enkelte koloraturpassager i 'Cum sancto spiritu' sejlede lidt. Helt afgørende var imidlertid, at koret var så kreativt medskabende, som kun et lille elitekor kan være det: Til et betydeligt overskud af vokal spændstighed - også i de autoritativt udførte arier og duetter - føjede det en musikalsk nerve, en dynamik i fraseringen, der blev selve brændstoffet til en sej lineær fremdrift i renæssancespecialisten Hilliers strenge og homogene tolkninger, hvor moderne indrømmelser som pointeringer og punktvise løft var sjældne. Her gjaldt det indtrængende vidtspundet polyfoni uden overflødig (barok) pynt, forsvaret med en storladen konsekvens. Der kunne fortælles adskilligt mere om fine solistiske indsatser og velovervejede dirigentdispositioner, men hvornår bliver man til syvende og sidst færdig med at tale om dette utrolige værk?