Violinmesteren Kremer og hans følge af unge, overvejende baltiske musikere er tilbage i Humlebæk som husorkester i en tredages-'festival' med nogle af årets jubilerende komponister: russeren Sofia Gubaidulina (75), letten Peteris Vasks (60), W.A. Mozart ( surprise !) og Robert Schumann (død i 150 år). Finalen kan endnu nås i aften, torsdag, kl. 19.30 (bemærk tidspunktet!), hvis der ellers er billetter tilovers, for pladsen er sparsom. Louisianas koncertsal er nemlig under ombygning og med den også køkkenet, som derfor lægger beslag på den alternative koncertsal, bådehuset. Derfor finder koncerterne sted under forholdsvis intime forhold i direktørens kontor, et smukt hus helt nede på stranden, hvor brede skydedøre af glas åbner sig mod bølgeskvulpet mellem krat af havtorn og hybenrose. Dejlige omgivelser en lun sommeraften og ikke et dårligt rum trods en noget dæmpet akustik. En stjerneaften skal man dog ikke sætte næsen op efter, for andre stjerner end Kremer er der ikke, og han viger gerne pladsen for sine unge protegeer. Ved åbningskoncerten deltog han dog to gange, kammermusikalsk set med det mest helstøbte resultat i Gubaidulinas strygetrio, hvor partnerne Ulijona og Sudraba ikke bare var dygtige (det er de alle), men også havde pondus, fantasi og overskud til i fællig at gestalte det dramatiske, fortællende og eftertænksomme, der giver mening til de skarpt adskilte, stramt økonomiske felter af forskellige klanglige stofligheder. Trioen adskilte sig dermed tydeligt fra komponistens mere uegalt besatte strygekvartet nr. 2, men havde også sit eget indre brud mellem Kremers karakterfuldt uglamourøse tone og makkernes mere konventionelle klangfuldhed. Den intime meddelsomhed i Kremers mere talende end syngende strøg trådte klarest frem i Schumanns violinsonate op. 105: lidenskabeligt men diskret, vel også for at give pianisten plads. Skanavi havde dog ikke selvsikkerhed og udtryksvilje til at tage imod tilbuddet, men holdt sig anonymt i baggrunden. Efter hendes forsigtigt pedantiske udførelse af komponistens 'Kinderszenen' var det ingen overraskelse. Afslutningen med Mozarts herlige klaverkvartet i g-mol var som strygekvartetten uegal med Ulijona som det autoritative fikspunkt, en solid, men lidt for dominant cello (Dirvanauskaite), en flaksende og ikke helt intonationssikker violin (Bidva) og en pianist (Chen), der havde svært ved at forene sin Mozartske lethed med fast puls og spændstigt bårne linjer og derfor ikke gav ensemblet det energiløft, der påhviler klaveret. Først med finalerondoens hurtige tempo strammede korsettet tilstrækkeligt.