Pianisten Herbie Hancock har prøvet meget i løbet af sin lange karriere. Og med betydeligt held, for med sin evne til at have fingeren på tidens puls har han allerede for længst opnået sin status som superstjerne. Og den vil han heller ikke sætte over styr med sin nuværende kvintet, der foruden bassisten Matt Garrison og trommeslageren og trommeslageren Richie Barshay inkluderer guitaristen Lionel Loueke fra den lille vestafrikanske stat Benin og violinisten Lili Haydn. Som Hancock selv informerede os om, var det første gang, han havde optaget en violinist i sin gruppe, og det bliver efter alt at dømme også den eneste. Bifaldet efter det indledende, meget lange nummer lød mere pligtskyldigt end entusiastisk, for det markerede klart, at gruppen bestod af 'sammenbragte børn'. Med sin opulente behandling af instrumentet demonstrerede Haydn, at det ikke var jazzen, der var hendes domæne, men at hun snarere var skikket til at give sig i kast med de store klassiske violinkoncerter. Men heller ikke de øvrige musikere faldt ind i en fælles sammenhæng. Hver for sig syntes de at følge deres eget spor, mens man som tilhører følte sig hensat udenfor. Med det andet nummer, 'Actual Proof', som Haydn ikke medvirkede i, kom musikken på ret kurs. Energien i Hancocks stærkt perkussivt prægede spil blev fulgt godt op af bas og trommer, men meget mere gav musikken ikke fra sig. Anderledes spændende var til gengæld mødet med Loueke i en lille afdeling, hvor han havde scenen for sig. Både som instrumentalist og i sin sang røbede han en autenticitet, der heller ikke fornægtede sig i hans brug af elektroniske virkemidler. Så absolut koncertens højdepunkt. Derefter var det Haydns tur til at være i fokus i et indslag, der var blevet til i anledning af hendes mors død for et par år siden. En form for performance act, der foruden hendes violinspil også inddrog sang og gestik. Meningen var vist, at vi skulle føle os dybt berørte. Jeg blev det ikke. Næste nummer indledtes af en klaverkadence, der viste, at Claude Debussy ikke har levet forgæves, før den førte frem til Hancocks egen 'Maiden Voyage', en af hans mest livskraftige kompositioner. Og det samme gælder hans funky 'Watermelon Man', der satte det officielle punktum for koncerten. Men dermed var det ikke slut. Naturligvis skulle vi have et ekstranummer, og det blev endnu et af Hancocks gamle hit, 'Rockit'. Det kom til at strække sig over det meste af en halv time, og dermed er i hvert fald mit behov for at høre jazzrock dækket for det første stykke tid.