Det er kun godt og vel et par år siden, jeg første gang så og hørte Jamie Cullum. Det skete i et Parkinson-show, hvor programværten præsenterede ham som jazzpianist og sanger (eller var det i omvendt rækkefølge?) og hvor han - med henblik på den succes, som Cullum havde opnået med sin på det tidspunkt seneste udgivelse 'Twentysomething' - spåede ham en lysende fremtid. Det var da også en lille mand med en kæmpeudstråling, man mødte ved den lejlighed. Som han sad der ved flyglet, vippende med hele kroppen, mens han plantede sine korte fingre i tangenterne, lignede han en troldunge. Det var dog stemmen, der betog én. Og Cullum brugte den på lignende måde, som også en så fremragende sanger som Curtis Stigers kan gøre det. Med en uhyre raffineret beherskelse, der ikke kunne undgå at aftvinge beundring, men samtidig med en indlevelse, der talte direkte til vore følelser. Siden er det gået stærkt. Cullum har udviklet sig til en entertainer af format. Og selv om det i høj grad fortsat er jazzens rytmiske drive, der sætter sit præg på meget af det repertoire, Cullum arbejder med i dag, så er det i melodisk henseende poppen og rocken, der har den væsentligste andel i det. For egen regning kan jeg beklage det. For jeg synes nok, at der er mere substans i jazzens evergreens end i de sange, der for nærværende udgør tidens toner. Vi fik dog to regulære jazzstandards. 'If I Had You' og 'What A Difference A Day Made', og netop sidstnævnte blev for mig koncertens højdepunkt. Ikke blot i kraft af Cullums indtrængende foredrag, men også fordi han her - nok så overraskende - afleverede en aldeles ypperlig pianosolo, formet med både overblik og opfindsomhed. For en anden ændring, der er sket gennem de forløbne år, er, at Cullum nu tilbringer mere tid foran mikrofonen end ved flyglet. Og når han endelig befinder sig dér, bliver det ofte mere til ramasjang end egentligt klaverspil. Hvad man derimod på ingen måde kan anfægte, er Cullums evne til at kommunikere med publikum. Vi tror ham, når han fortæller os, at han aldrig har optrådt noget smukkere sted end i 'Tivoli Gardens'. Og vi er ligeledes med ham, når han giver sig fuldt og helt i alt, han foretager sig. Både når han flintrer rundt på scenen som et kuglelyn eller lægger sin sjæl i en inderlig ballade. Blandt hans egne sange stod ikke mindst 'London Sky' stærkt, og også Jeff Buckley og Elton John var fint repræsenteret. Og lad os heller ikke glemme den fortræffelige backing group med glimrende solister i tenorsaxofonisten, trompetisten og keyboardspilleren, der ledsagede Cullum. For også den fortjener tak. kultur@pol.dk