Det lette, høflige anslag var til at kende igen. Alfred Brendel, der fik Sonningprisen i 2002, har aldrig været manden, som slog voldsomt ud med armene. Hans ideal har altid været den begavede balance. Raffineringen af et stadig mere indskrænket klassisk-romantisk repertoire har åbnet de enkelte værker. Nogle gange på intet mindre end magisk vis. Men aldrig med noget, der ligner udvendig ramasjang. Så meget desto dejligere var det at opleve Brendel sætte fokus på humoren hos Haydn i to sonatefinaler. Og at opleve, hvordan denne fornemme fortolker midt i al den velkendte kontrol og mellem alle de genkendeligt omhyggelige affraseringer turde skabe en trio hentet direkte fra drømmeland i Schuberts G-dur-sonate nr. 18. Tempomæssigt radikal og udtryksmæssigt betagende. De tætte akkorder hos Schubert, der burde mudre slemt på et moderne Steinway, er Brendel en mester i at få til at balancere. Ja, til at svæve. At manden også kan (komme til at?) driste sig helt ud der, hvor grænsen for skønhed går, det var en ny oplevelse for denne anmelder. Men ingen dårlig oplevelse. Usikkerheder var der rent faktisk et par stykker af i hans ellers perfektionistiske spil. Men frem for alt var der bobler i Haydn og beundringsværdig intensitet i Schubert. Og trods de dumme Dänen, der klappede mellem satserne (upassende støj fra publikum har Brendel før kommenteret ganske sarkastisk fra Tivolis scene, skal jeg lige sige) fik vi den langsomme sats af Mozarts a-mol-sonate K 310 som et afslappet imødekommende ekstranummer. Et kærtegn af den beroligende slags, efter at vi havde hørt Brendel udforske forskellige sider af fænomenet sorg i Mozarts fantasi i c-mol og i rondoen i a-mol. Det var, som om vi så lidt mere af mennesket Brendel denne gang. Lidt mere af skrøbeligheden, der bærer den reflekterede poesi i hans spil. Det gjorde ham ikke mindre sympatisk.