Jeg ved ikke, om DR Big Bands musikere har savnet det. Men jeg og en hel del andre har. Og bigbandchef Mogens Bähncke påpegede i sin introduktion til aftenens koncert, at orkestret strengt taget »ikke siden de store dirigentdage med Bob Brookmeyer og Maria Schneider har spillet lignende musik«. Hermed hentydede han til perioden i anden halvdel af 1990’erne, da orkestret bar navnet Danish Radio Jazz Orchestra og havde en målrettet jazzkunstnerisk profil med langt flere regelmæssige samarbejder med samtidens største internationale arrangører og jazzkomponister. Det har vi savnet ved landets mest velrenommerede og privilegerede bigband, hvis program i de senere år har budt på alt for lidt vision på kompositionsjazzens vegne og alt for stor ivrighed på de letbenede og populært anglende koncepters. Man lukrerer gerne på fordums storhed, men glemmer at bygge nu og for fremtiden. Nyskabende Men lige fredag aften havde DR Big Band et programpunkt mere spændende end længe. Nemlig mødet med en komponist, der forstår at bygge i kunstnerisk forstand. M
ed besøget af den 37-årige canadiske jazzkomponist og orkesterleder Darcy James Argue havde man mulighed for at danne sig et indtryk af noget af det nyeste og mest interessante orkesterjazz lige nu fra det nordamerikanske kontinent. Darcy James Argue har genealogien i orden. Han er skolet som komponist hos selve ovennævnte (nu afdøde) Bob Brookmeyer. Og han har bosat sig i New York, hvor han vinder stadig større respekt med sit prisbelønnede storband Secret Society.






























