1. Statister i en halvdårlig sang
Det er ikke det letteste at åbne hovedscenen på en festival. Ikke mindst når solen skinner over Skanderborg.
Tidligt torsdag eftermiddagen var nogle sikkert stadig ved at finde åbningen i deres telt, andre ved at vaske gårsdagens konfetti og tømmermand væk med en dukkert i festivalens søbad.
Fremmødet foran Bøgescenerne var således sparsomt, da Ida Corr gik på. Og de færreste havde tænkt sig at lette røven fra bænken, bare fordi musikken begyndte at spille.
Men Ida Corr gjorde det heller ikke let for sig selv. Eller for publikum.
Ud over at træde musikalsk vande i middelmådig soulpop uden sans for genrens dybde og sin egen stemmes muligheder samt snakke fanden et halvt øre af om alt og især ingenting, havde Ida Corr ubegribeligt travlt med at aktivere publikum.
Ved første øjekast kunne det ligne en professionel håndtering af en presset situation. Op med hænderne, klap og syng med på Michael Jackson. Men dels var det forceret, dels havde Ida Corr gang i noget andet end koncerten.
Hun skød nemlig en video til sin nye single, 'The Morning After'. Den spillede hun derfor to gange og opfordrede publikum til at skrue charmen på, mens ballonerne blev hældt ud. Kameraet rullede jo.
Det opsummerer meget godt hele koncerten. Vi var alle sammen statister i en halvdårlig sang.
2. En vingeskudt solskinsdag
Peter Sommer havde planlagt regn og gråvejr til sin første optræden som solist på den største scene i sin hjemby Skanderborg. Det havde passet bedre til den dystermule, hans rocksange er sunget med.
I stedet skinnede solen. Sommer måtte tørre sveden af panden i sit jakkesæt og dirke den rare eftermiddag op på en anden måde, så hans afsøgninger af menneskets dunklere egne kunne slippe ind
Heldigvis var han ikke alene. Han havde sit band, Tiggerne, med. Og sammen foldede de både gamle sange som 'Man hamrer løs på en åben dør' og den helt nye 'Bittersød Natskygge' med mørke klange og ikke mindst klaveret centralt placeret i de omvandrende rocksangs tekstur af forvrænget guitar og tristesse.
Ind i mellem pressede Sommer koncerten til grænsen af, hvad en solskinseftermiddag kan klare af vingeskudt poesi og slæbende tempo. Men han trak stikket hjem til sidst ved at give en omgang bajere til alle i publikum og sammen med Simon Kvamm at hylde Skanderborg med det emotionelle stilleben '8-6-6-0', som alle sang hjem med armene om hinanden skuldre.
Nok har Peter Sommer udviklet sig fra trubadur til en musikalsk mørkemager, der trækker vejret gennem et band frem for rollen som sanger-sangskriver, men han kender stadig sine lus på gangen i Skanderborg.
3. Forbifarende farveladepop
Når nu det har taget den lokale Peter Sommer mange år og Smukfest-koncerter at nå op Bøgescenerne, kunne jeg ikke lade være med at undre mig over, at den canadiske opkomling Kiesza blev kastet derop fra start.
Ikke mindst når man godt ved, at hun var på Smukfest for at præsentere sig selv.
Jo, Kiesza har da nogle solide afspilningstal fra Spotify i ryggen og et enkelt housepop hit i baglommen, men ikke mange ved, hvem hun er på familiefesten i bøgeskoven. Og kun ganske få var interesserede i at lære hende at kende.
Det lod Kiesza sig nu ikke slå ud af. Med sine to dansere, et ukueligt gåpåmod og en scene fyldt med gigantiske badedyr kastede hun sig lige i armene på publikum. Både med hvirvlende farveladepop og et par ballader, der viste andre sider af en stemme, der var lige påtrængende nok i det høje register.
De helt store musikalske øjeblikke udeblev, men der var point for en skægt hjemmebygget charme, der brød med popmusikkens ellers ofte præfabrikerede koreografi.
På en mindre scene kunne Kiesza have lyst mere op.
4. En bluesomgang for sent
Inden aftenen faldt på torsdagen var jeg til tre koncerter, der virkelig samlede Smukfest-publikummet.
Det ene var Simon Kvamms snakkende soloshow, det andet var ironiske Gulddreng og så var der Status Quo.
Ja, de engelske veteraner, der mest af alt har levet op til eget navn ved at stå stampende stille i den samme sangformel gennem seks årtier.
Med deres uinspirerede boogie rock og lidt ærkebritisk pub humor var der serveret for Smukfest. De sang gladeligt med på 'In The Army Now' og vippede lystigt med foden til 'Whatever You Want' og 'Rockin All Over the World'.
Status Quo slingrede sådan set ikke i deres rutinekoncert, men de er bare heller ikke mere end den ludfattige mands Chuck Berry jam. Og i 2017 er det mindst én bluesomgang for sent.
Det var en af den slags koncerter, hvor man går der fra og tænker: den time af mit liv får jeg aldrig igen.
5. Begejstring for musikprogrammet!
Personligt er jeg ikke imponeret over musikprogrammet på åres Smukfest. Det er magert og uambitiøst. Hvilket festivalen også har fået at vide i internettes bundløse kommentarspor.
Alle er dog ikke utilfredse. Så lad mig slutte af med en bemærkning, jeg overhørte på vej gennem skoven, hvor en veninde ridsede situationen op for en anden på vej mod Simon Kvamms optræden:
»Der er slet ikke tid til at tage pauser tilbage i lejren. Du ved, hvor du lige kan nå en ølstafet eller en ølbong og så'n lige komme op igen. Det kan du slet ikke nå. For der er hele tiden en ny koncert, du gerne vil se«.
fortsæt med at læse
