»Kys, kærlighed og karaoke«, står der over den lille røde træscene, hvor AIDS-Fondet holder karaokearrangementer hver eftermiddag på Roskilde Festival med Peter Mygind som konferencier for at samle penge ind til kampen mod AIDS.
Søndag eftermiddag er der så småt ved at komme gang i begivenhederne. Tre hiphoppere står og snubler over Nik & Jays 'En dag tilbage', mens de kaster håndtegn ud over de 150 tilhørere, hvoraf en lille gruppe omkring en spand sæbevand blæser kaskader af sæbebobler ind over scenen.


























