262 ecstasypiller og 533 gram hash.
Det var, hvad politiet fandt, da de gik på narkojagt på årets Roskilde Festival.
Det er en markant stigning i forhold til sidste år, hvor betjentene på årets festival konfiskerede 6 ecstasypiller og 238 gram hash.
Alligevel mener vicepolitiinspektør i Roskilde Politi, Per Heide, ikke, at festivalgæsterne er blevet mere forfaldne til stoffer i løbet af det seneste år.
Held og godt politiarbejde
”Nej, vi har ikke oplevet flere påvirkede festivalgæster end normalt. Jeg tror mere, at det handler om held og godt politiarbejde. Vi er blevet bedre til at spotte dem, der sælger stofferne”, siger han og tilføjer, at den store mængde ecstasypiller, som politiet fandt i år, fordelte sig på blot to personer.
Udover ecstacy og hash har politiet beslaglagt mindre mængder af kokain og amfetamin på årets festival. To personer er blevet varetægtsfængslet for besiddelse af hårde stoffer.
52 anholdte
Trods stigningen i antallet af narkosager melder Roskilde Politi om en stille og rolig festival.
52 festivalgæster er blevet anholdt, og ved middagstid søndag havde politiet ni sager om let vold. De tal svarer fint overens med tidligere år, fortæller Per Heide.
»Generelt har det været en rolig festival. Vi har ikke oplevet nogle af de der voldsomme episoder, som vi har haft nogle af de tidligere år.«
Færre tyverier – indtil videre
Antallet af festivalgæster, der har fået stjålet penge og andre værdisager fra telte og tasker, er mindre end sidste år. Hvor politiet sidste år havde 660 tyverisager, lå tallet for 2008 søndag på 371.
Men Per Heide minder om, at antallet af tyverianmeldelser kan meget vel kan eksplodere de kommende dage, når festivalgæsterne kommer hjem til fastnetstelefonen og mobilopladeren.
fortsæt med at læse




























