Uhm, festivalmad ...
Der var engang, da en uges festivaldiæt bestod af fem pakker regnvådt toastbrød, alt for mange dåser Faaborgleverpostej og måske et par af de der burgere med kinakål og råkostsalat, som man kunne købe af en overfrisk svømmetræner nede ved camping øst.
Sådan behøver det heldigvis ikke at være længere. Festivalpladsen såvel som campingområdet er fyldt med madboder, hvor du kan få dækket dit behov for brunchpandekager, makiruller og hjemmerørt pesto.
Men du kan også bikse et ret godt måltid sammen på egen hånd, når fødevareorganisationen Madkulturen inviterer til aktivt folkekøkken i Agora M. Fra søndag giver Food Jam, som den lille kokkeskole hedder, hver dag 400 festivalgæster i hold af 25 mulighed for at prøve kræfter med lokale råvarer og økologiske grøntsager i køkkenet.
Glem kontanterne på Roskilde FestivalMuslingesuppe, saftige grønne salater og pandestegt fisk er blandt de retter, som gourmetnovicerne kan få til opgave at trylle frem, mens professionelle kokke og andre kulinariske hjerner ser til, at der ikke er nogen, der branker kødet eller smider et råddent løg i salaten.
Når maden er færdig, er det meningen, at du skal servere den for de andre kokkeaspiranter, som så til gengæld lader dig svælge i deres kogekunst. Opvasken står Madkulturen for.
Food Jam
Tid: Sø. 1. juli-on. 4. juli kl. 10-20.30. To. 5. juli kl. 10-14.
Sted: Agora M, Roskilde Festival.
Pris: 50 kr.
Vil du med i biffen?
Serverede du kyllingebryst og grillet grønt for en ret sød pige ovre i madteltet? Eller har ham, du kom til at springe over i køen til træk og slip-toiletterne søndag eftermiddag, skrevet sit nummer på din arm med sort sprittusch?
Uanset hvem du går og bager på, behøver du ikke at vente med at invitere på den obligatoriske dinner and a movie-date, til I begge er hjemme i nærheden af Grand Teatret. Roskilde Festival har nemlig et helt område dedikeret til film.
I Cinema City kan du blandt andet se eller gense Ryan Gosling som tavs chauffør i Nicolas Winding Refns actionsucces ’Drive’, overgive dig til ’The Artist’s sort-hvide stumfilmunivers eller opleve folk som Bob Marley og Pearl Jam spille live på lærredet.
Kunstner skal koge essensen af Roskilde Festival ned til 15 ordDu kan også blære dig med din filmviden, når Kino.dk holder filmquiz, eller give smagsprøver på dine evner som instruktør, når Videomarathon stiller kameraer og klippeudstyr til rådighed og udfordrer dig til at lave en kortfilm eller komme op med en ide til en musikvideo til det danske støjpopband Dig & Mig.
I år er filmselskabet Zentropa også til stede i Cinema City – med storskærme, hjemmebiograf og en moviemenu, som giver adgang til ’Klovn’, ’Hævnen’ og alt andet fra selskabets store bagkatalog.
Du kan også ...
Cinema City
Tid: Sø. 1. juli kl. 17-sø. 8. juli kl. 14.
Sted: Cinema City, Roskilde Festival.
Pris: Gratis (med festivalarmbånd).
Klar til en dukkert?
Indtil videre har den danske sommer anno 2012 været lidt af en narrefisse. Først vil den. Så vil den ikke alligevel.
Men man ved jo aldrig, om solen langt om længe får held med at titte frem bag de store grå skyer, der ellers har hærget junihimlen, når Roskilde Festival åbner sit campingområde denne weekend.
Hvis det er tilfældet, får du sikkert brug for en kold afvaskning i løbet af festivalen, og så er det jo heldigt, at campingpladsens område K atter en gang er omdannet til et rekreativt område med sø, sandbunker og spabade.
Her kan du blandt andet pleje dine døde hudceller med et mudderbad, dyrke lidt morgenfrisk morgenyoga, tage en morfar i sandet, drikke svalende drinks og være med i en smålummer human car wash.
Og så er der jo badesøen, som har fået et lidt blakket ry, efter at embedslægen for to somre siden fandt colibakterier nok til, at alle festivalgæster omgående blev hevet op af vandet og søen blev lukket.
I år lover Roskilde Festival dog, at badesøen og resten af Swim City bliver renere end nogensinde før, så du kan roligt iføre dig dit badetøj og springe ned i bølgerne.
Eller du kan nøjes med at pakke dit stiveste puds og deltage i den happening, som mandag kl. 14 omdanner badesøen til en gigantisk – og ret våd – gallafest. Smoking, slips og aftenkjole er påbudt, og der er strygermusik til svømningen.
Swim City
Tid: Sø. 1.-sø. 8. juli.
Sted: Område K, Roskilde Festival.
Pris: Gratis (med festivalarmbånd).
FC Roskilde
Kan du ikke helt lade det lille konkurrencemenneske, der bor inden i dig, blive hjemme, selvom du er på festival og dybest set bare burde læne dig tilbage med en joint, en karton papvin og noget verdensmusik fra Zambia?
Fortvivl ej. Årets Roskilde Festival er fuld af konkurrencer af den mere eller mindre sporty slags.
I området Game City kan du for eksempel banke dine venner i bordfodbold ved de DTU-udviklede borde, som både producerer vilde lyseffekter og grøn energi, mens du spiller.
Du kan også snøre fodboldstøvlerne og samle dine veninder, når Sensational Football igen i år inviterer til pigefodboldturnering. Der er præmier til bedste outfit, bedste kampsang og bedste heppestil, og holdenes mandlige fans bliver belønnet med kolde fadøl.
Roskildes frivillige falder fra efter krav om mere arbejdeKan du bedst lide sport, hvor du må være nøgen, mens du dyrker det, er det festivalens traditionsrige nøgenløb, du skal melde dig til. Det finder sted næste lørdag.
Er du derimod mere til den slags konkurrencer, som hverken kræver vabelplastre eller god kondition, skal du forbi Game City søndag og tirsdag, hvor du mellem 14 og 17 har chancen for at få pladen fuld, når der bliver råbt bingonumre op.
Game City
Tid: Sø. 1.-sø. 8. juli.
Sted: Game City, Roskilde Festival.
Pris: Gratis (med festivalarmbånd).
Arty-farty
Graffitimalerier. Installationer. Performancekunst. Du kan finde det hele på årets Roskilde Festival. Kunsten fylder nemlig efterhånden ret meget på Nordens største musikfestival.
I år kan du for eksempel opleve den amerikanske kunstner Steve Powers, som startede med at male graffiti på murene i Philadelphia og New York i de sene 1990’ere under navnet Exterior Surface Painting Outreach, men i dag mest er kendt for at gøre grå gadehjørner poetiske med sine ’Love Letters For You’.
På festivalen vil han blandt andet dekorere tribunevæggen ved Orange Scene.
Et godt stykke derfra, i festivalens Poor City-område, kan du gå på opdagelse i den gigantiske labyrint, som kunstnergruppen Tegn og Gæt Aalborg har skabt med udgangspunkt i årets festivalstandpunkt om asylansøgeres forhold til Danmark og Norden. Med sine 300 døre – nogle åbne, andre låste – og forvirrende mange farver symboliserer Open Borders, som labyrinten hedder, hvordan det er at komme her til landet som asylansøger.
Art City
Tid: Sø. 1.-sø. 8. juli.
Sted: Dyrskuepladsen, Roskilde Festival.
Pris: Gratis (med festivalarmbånd).
OPSLAGSTAVLEN
fortsæt med at læse



























