kritik Musikalsk weltschmerz gæster Roskilde

Sort lyd med patos a la 80'erne, men også klarsynet og velgørende gennemført. White Lies' Harry McVeigh er stærkt inspireret af Joy Division  og Ian Curtis, men han kan skrive sange og fremføre  dem i et vellydende univers af dystert mørke. Her tidligere i denne  måned i Newport.
Sort lyd med patos a la 80'erne, men også klarsynet og velgørende gennemført. White Lies' Harry McVeigh er stærkt inspireret af Joy Division og Ian Curtis, men han kan skrive sange og fremføre dem i et vellydende univers af dystert mørke. Her tidligere i denne måned i Newport.
Lyt til artiklen

En af de gode sideeffekter ved en begivenhed som Roskilde Festival er, at man får chancen for at opdage musik, man havde overset eller overhørt i den rasende strøm af nyheder.

Tunge, mørke gardiner
For mit vedkommende er britiske White Lies en af årets pinlige forsømmelser, for debutalbummet ’To Loose My Life’, man ikke engang med den hvideste af alle hvide løgne kan kalde en nyhed, er ganske enkelt fremragende.

I første omgang tror man sig hensat til en joke, en sortklædt kliche fra 80’erne. Men langsomt vokser albummet med en stemning af tunge, mørke gardiner, der trækkes for og lukker den støjende virkelighed ude fra et rum, hvor der er plads og tid til at dyrke sindets mest dystre afkroge med en magtfuld rungende musik.

Nick Cave lyd En melodisk træfsikker og atmosfærefyldt debut, der ganske vist er belånt til op over coverets tre ranke skorstene med referencer til og lån fra Joy Division, men dog også viser eminent sangskrivning fra gruppen selv.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her