Midt mellem skotterne i deres plisserede kilte og munkene i deres brune kutter dukkede et par pludselig op lige foran mig. Iført hver sin Fjällräven-rygsæk med påskrifter som ’Live Forever’ og ’Love & Peace’. Parret var vel at mærke et sted i 50’erne, ligesom både skotterne og munkene er mænd i den modne alder. Med hang til udklædning, forstås.
Hvorfor de er taget til den forsamling af ungdom og livsmod i Roskilde, der åbenbart for enhver pris ikke længere må kaldes en fest, skal jeg ikke gøre mig klog på?
LÆS OGSÅ Roskildes udviklingschef: Fremtidens festival tilhører ikke far og mor
I det hele taget gælder det for Roskilde Festival 2011, at arrangementet var langt mere leveringsdygtigt i spørgsmål end i svar. Hvilket måske er en logisk følge af at leve i en diffus og differentieret tidsalder, og måske slet ikke så skidt?
I hvert fald så både munkene, skotterne og parret med de ungdommelige rygsæksloganer ud til at befinde sig lige så glimrende på festivalpladsen som alle dem med halvt så mange år på bagdelene.
Støtte og loyalitet
Som en understregning af, at Roskilde Festival stadig har plads til alle, der har glæden over musikken, tilværelsens skævhed og hinanden i behold. Her finder man også de evige teenagere, dem, der er tunge med de unge, og hvad vi nu ellers kan finde på af spas.
For selv om der ifølge livstrætte og ungdomsleflende journalister og eksperter ikke er fest i Roskilde, er der nu ret sjovt.
LÆS OGSÅKommentar: Roskilde Festival kan ikke forene fest og musik
For eksempel da norske Kaizers Orchestra lørdag dementerede den ofte fremsatte påstand om, at det er umuligt at håndtere Danmarks bedste scene med den orange kulør. Og skabe det, vi jo så kan kalde muntert samvær på tværs af generationer og andre mellemmenneskelige grænser.
Da dansede munke, skotter, evige teenagere og de ægte af slagsen lystigt sammen. Heldigvis. For arrangementet får brug for den loyale støtte og evigt seje indstilling til regn, mudder og myriader af mennesker i de kommende år.
Sunny Beach?
Roskilde Festival er presset udefra som aldrig før – af store koncertarrangører, dyrere bands, af små, veldefinerede festivaler, af sprælske oprørstendenser og finanskrisen. Men først og fremmest synes arrangementet presset indefra – af sin egen mangel på nyskabelse, reel skævhed og det anarkistiske frikvarter fra en presset, stresset og styret hverdag.
Men den slags frikvarter med dertilhørende udskylning af hjerne og hukommelse kører jo hver weekend på en bar eller et diskotek i ethvert kvarter. Og på den forkætrede lokalitet, Sunny Beach i Bulgarien, jeg kom til at nævne i sammenhæng med Roskilde forud for årets arrangement.
LÆS OGSÅSkriv: Er der gået for meget Sunny Beach i Roskilde Festival?
Provokerende, selvfølgelig. Og tvivlsomt, når man som i fredags stod bag fem bumsede, svedlugtende og konstant hashrygende ungersvende, der væltede ind foran alt og alle i sidste øjeblik til en koncert med den fænomenale soulsanger Charles Bradley. For at blive hængende til sidste strofe med en ny form for glæde og antænding i de nærmest tillukkede rygerøjne.
Roskilde er fremdeles andet end hovedløs druk, tjald og lir. Men hvor længe? I år var det nok at stille en dunkende bas op – som eksempelvis Deadmau5 lørdag nat – til at få dansen til at gå ved ikke-festen. Musikalsk indhold var det så som så med. Ligeså hos det andet skuffende hovednavn, M.I.A., fredag nat. Dunkende bas kan man få på Skive Beach Party og på diskotekerne på – nå ja – Sunny Beach. Hvilket formentlig ikke er målet for Roskilde.
Stramt styret
Et defensivt musikprogram, hvis ambition kun rakte til at stille kernepublikummet tilfreds uden at tilføje nytænkning, viste os ikke, hvad målet eventuelt er. Dertil var der for få satsninger på eksempelvis tematisering, mere af den popmusik, der sætter tidens musikalske trends, humor og den danske musik, Roskilde Festival med de internationale ambitioner åbenbart har en sær berøringsangst over for.
Hallo, det er Roskilde, vi taler om! En magtfaktor i dansk musik, der vel om nogen kan udfordre sit hjemlands musikere til at prøve og turde noget usædvanligt.
Selvfølgelig gemte der sig mange musikalske perler ude i regnen, blæsten og mudderet.
Dejlige frikvarter fra en stramt styret hverdag for unge som ældre. Stramt styret af Roskilde Festival, der for længst har sagt farvel til såvel anarki som den totale frihed.
Regn, fedtspil og middelmådighed
Det er en vanskelig balancegang, ligesom afvejningen mellem kommercielle interesser og den politiske opdragelse, Roskilde holder fast i. Om det er, hvad der gemmer sig bag det forplumrede og uforståelige motto om ’That orange feeling’, må guderne vide.
Hvad visionerne og målet er for Roskilde Festival fortonede sig i år i regn, fedtspil og middelmådighed.
Hvorfor munkene, skotterne, de evigt unge og de rigtige unge kommer tilbage år efter år er til gengæld ikke så svært at svare på. Det er, fordi Roskilde stadig er en begivenhed, som på unik vis kombinerer indhold, kultur, fællesskab og sjov. En god fest, såmænd.
Det bliver skægt at se, hvor den bevæger sig hen, når den engang begynder at flytte sig.
fortsæt med at læse
