'Jeg var der'-beviser vil strømme ud fra Roskilde Festival i år

Skal koncerter opleves igennem en mobiltelefon?

Hvis man tager plads foran en koncertscene på sommerens festivaler er der stor sandsynlighed for, at man befinder sig i et hav af lysende mobilskærme. For masser af publikummer løfter ikke armene over hovedet for at klappe med, men for at fotografere sig selv i mængden eller for at filme det, der foregår på scenen.

En adfærd, der blokerer for at være helt til stede i nuet og glemme sig selv i musikken. Og en adfærd, som de fleste dyrker i stadigt stigende grad, sådan teleselskaberne igen i år opruster med ekstra master ud fra en forventning om, at mobiltrafikken på den nært forestående Roskilde Festival slår alle rekorder i år.

Men hvorfor er det, vi har så travlt med at hive vores mobiler frem på festival og tage selfies?

»Det er et visuelt bevis for, at ’jeg var her’. Det er væsentligt, at JEG var her – ikke at de andre var der«, forklarer Bent Fausing, der er lektor ved Københavns Universitet og forsker i visuel kommunikation og særligt ’skærmens samfund’.

Han påpeger, at der faktisk tit er tale om endnu et skærm-filter på festivalerne. For ofte følger publikum de optrædende ved at kigge på en storskærm og ikke mod de levende figurer på scenen.

»Vi oplever gennem skærmen, og skærmoplevelsen overfører vi så til vores private skærme. Både som selfies og som billeder af eventen«.

Man kan undre sig over, at festivalgæster bruger flere tusind kroner for at komme tæt på deres idoler, og at de så – når stjernen optræder lige foran dem – koncentrerer sig mere om deres mobiltelefon end det, der foregår på scenen.

»Jeg tror ikke, at dem, der står med deres mobiler, opfatter det som et filter. Det er snarere en tydeliggørelse og en forstærkning af oplevelsen. De føler, at de både kommer tættere på og samtidig får noget med hjem«, mener Bent Fausing.

LÆS ARTIKEL

Deler det spektakulære

Når mange unge deler deres billeder og optagelser fra koncerter på de sociale medier, handler det ikke kun om dokumentation og positionering. Det handler også om, at de sociale medier er en helt naturlig del af de unges hverdag.

Og derfor tænker unge de sociale medier med, når de går til fester, er på festivaler eller bliver studenter, forklarer Louise Yung Nielsen, der forsker i unge og digitale medier på Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet.

»Mange unge tænker ikke: ’Nu er jeg på internettet’. De er bare på. En festival er en ret intens oplevelse, og det er jo netop det spektakulære, man gerne vil dele på de sociale medier«, siger hun.

Ligesom sin kollega på Københavns Universitet mener Louise Yung Nielsen heller ikke, at festivalgæsterne tænker på deres mobil som et filter, men i stedet som en integreret del af oplevelsen.

Festivalgængerne bruger selfies fra en koncert på Orange Scene til at markere deres kulturforbrug på, forklarer hun. Og det er ikke noget, der udelukkende kendetegner de unge.

»De er ofte de første til at tage nye teknologier til sig, men voksne forbruger også kultur på den her måde. Forskellen er, at mange unge ikke oplever den der grænse mellem, hvornår man er på, og hvornår man ikke er på. Og når man ikke har den, så er det heller ikke problematisk at stå og optage på en skærm, som det er for os andre, der måske føler, at vi ikke er til stede eller går glip af noget. For de unge er mobiltelefonen ikke på samme måde et filter, den er bare en del af oplevelsen«.

Jeg er intakt

Festival-selfien som genre både leger med grænserne og siger samtidig: ’Jeg er her stadigvæk - lige meget hvor pløret og træt, jeg ser ud, lige meget hvilket outfit, jeg har på, er det stadig mig. Jeg er intakt og kan stadig trykke på udløseren’. Ligesom katastrofeselfien, hvor man dokumenterer, at man har overlevet en ulykke via et selvportræt med en forulykket bil eller et nedstyrtet fly i baggrunden.

På festivaler er selfie-genren i skarp konkurrence med 'usien' - altså gruppe-selvportrættet.

Bent Fausing forklarer, at en ’usie’ bliver en intim, fysisk fællesoplevelse, fordi man må søge tæt sammen for at få mest muligt af gruppen med på billedet. Og måske også tættere, end man normalt ville gøre.

»Det ser man for eksempel i det berømte billede af Helle Thorning-Schmidt med Barack Obama og David Cameron samt på Oscar-selfien. Den intimafstand, vi normalt har, må vi overvinde i optagelsesøjemed. Det giver en særlig stemning, en særlig kropsfornemmelse«.

I det hele taget mener lektoren, at selfies og usies på festivaler i høj grad handler om at lege med sit visuelle udtryk og sine grænser - ligesom når festivalgæster klæder sig ud eller gør sig til for at flirte.

Da fænomenet selfie begyndte at vinde frem i begyndelsen af årtusindet, blev det defineret som et teenagefænomen. Sådan er det ikke længere. På Roskilde Festival vil man både se gråhårede gæster stå med mobilerne fremme til Paul McCartney, og de yngste gæster klikke løs til Nicky Minaj.

»Alle tager dem og til alle lejligheder. Og til festivaler får den sikkert et ekstra gear – og især hvis man er sammen med berømtheder. Tidligere var selvportrættet og portrættet noget meget tilrettelagt og autoritativt. Noget, der krævede en særlig anledning. Nu tager man et selvportræt når som helst. Det er uhøjtideligt, en leg med, hvem man er og en test af ens egne grænser, for selfier eksisterer i kraft af, at der er sociale medier, de kan lægges op på, og hvor man kan få testet, om andre vil tage godt imod ens billede«.

GUIDE

Mobilen ændrer live-oplevelsen

Lektoren mener ikke, at vi har set toppen af mobilbrug på festivaler endnu. Tværtimod forestiller han sig, at det blot vil tiltage i takt med, at mobilen opfylder flere og flere af vores behov.

»For eksempel tænder man for mobiltelefonen der, hvor man tidligere brugte engangslightere. Man bidrager med lys for at anerkende sjælerens stemning. Mobilen er blevet en del af koncertoplevelsen«.

Det er den også for en del af de musikere, der snart træder op på Arena, Orange, Pavilion og Avalon, for det sker oftere og oftere, at kunstnerne hiver mobilen frem og tager et billede ud over festivalpublikummet.

»For dem gælder det ikke kun om at få musikken ud over rampen, men om at få os ud over rampen, at vise at vi er sammen i en fælles attitude til koncerten.

I det hele taget kræver publikums mobilbrug en nytænkning af live-begrebet, mener Louise Yung Nielsen. Før i tiden betød 'live', at musikken var akustisk, men:

»I dag kan en DJ jo også spille 'live'. Så man kan måske sige, at live-begrebet i dag handler om den ekstremt intense oplevelse det er at gå til koncert, at kunne mærke bassen i kroppen og i det hele taget stå i det her følelsesladede rum foran Orange Scene. Og det er også de følelser, man formidler, når man optager det og lægger det ud. Vi lever i en ekstremt visuel kultur, internettet er domineret af billeder. Det bliver sådan et billedsprog, vi forstår vores oplevelser igennem. Og på den måde giver det også mening, at kameraet indtager så central en rolle. Det producerer billeder, og vi oplever gennem de billeder«.

SE BILLEDSERIE