Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Statisk. Koncerten fejrede Mews fortid, klyngede sig til gruppens nutid og havde absolut intet at tilføje angående en eventuel fremtid.
Foto: THOMAS BORBERG

Statisk. Koncerten fejrede Mews fortid, klyngede sig til gruppens nutid og havde absolut intet at tilføje angående en eventuel fremtid.

Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Falsetten i natten: Mew skabte fællessang, men viste krisetegn

Trods pludseligt farvel til guitarist leverede Mew en flot, men ensformig koncert.

Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det var noget af en bombe, der sprang, da Mews guitarist Bo Madsen få dage inden en af gruppens største koncerter nogensinde meddelte, han forlod gruppen med øjeblikkelig virkning.

En noget sælsom timing, når begrundelsen er et behov for at tage pause på foreløbig ubestemt tid.

Lidt spøjs var også placeringen af Mew klokken 1.30 natten til lørdag. Så sent på Orange plejer det at handle om at fyre op under festen. Meget godt kan man sige om Mew, men noget uhøjtideligt festfyrværkeri har de altså aldrig været!

Så spørgsmålstegnene stod nærmest i kø, da Mew gik på scenen kort tid før solsortene stod op. Den i hast rekrutterede nye guitarist Mads Wegner må være ekstremt lærenem. Han har erstattet Bo Madsen på gruppens seneste koncerter og kan allerede nu udfylde sin plads uden slinger.

Tæt på fuldtallige

Nu var Mew ellers lige blevet fuldtallige igen efter bassisten Johan Wohlerts tilbagevenden. Men Mew er efter små tyve år nået dertil, hvor helheden er mere end summen af delene. Med bas og guitar i svingdøren er Jonas Bjerres troskyldige falset i front og Silas Graae Jørgensens uforligneligt kraftfulde stadionrocktrommespil blevet kernen i Mews dirkefri konstruktion.

Mew er et paradoks i dansk rock. Et af de mest originale og internationalt succesfulde danske bands nogensinde, men også et band, der har haft ekstremt svært ved at udvikle sig radikalt. Siden Mew dukkede op i 1997 med ’A Triumph For Man’ og det spøjse hit ’(I Should Have Been A) Tsin-Tsi For You’ har gruppen på trods af sine progrockrødder kun lydt som sig selv og som nebengesjæft sat nye standarder for billedsiden på bagtæppet i dansk rock.

4 hjerter

Mews er et helt særligt poetisk rockudtryk. Men også sælsomt statisk. Man har kunnet skrue op for formatet, men opskriften med de kryptiske tekster, de storladne arrangementer og falsetten med barnetroen i behold har man kun kunnet variere og ikke ændre synderligt på.

Det var alt sammen meget klart og tydeligt denne nat i Roskilde, hvor man ikke et sekund var i tvivl om formatet, men hvor manglen på variation blev noget drøj i længden.

’Satellites’ og ’Special’ satte hurtigt barren højt og en tid svævede man smålykkelig rundt. Der er nu ingen som Mew! ’The Zookeeper’s Boy’ med omkvædet »my lady are you« smægtede sig om publikum og fik den helt store fællessang frem. I en grad, så Mew måtte gentage succesen senere under koncerten. Altid et krisetegn!

Koncertens paradoks

Så snart numrene var bare en smule mindre specielle, stak fornemmelsen af formel snuden frem. ’Snow Brigade’ var dog aldeles forrygende og ’Am I Wry?’ et svært godt genhør. En påmindelse om præcis hvor snurrig og nærmest naturstridig en stadionrockkonstruktion, Mew faktisk er. De er dansk rocks humlebi. Den der ikke burde kunne flyve så ubesværet, som det faktisk har været tilfældet i to årtier.

Men gruppens nye album ’+ -’, det første i mange år, sætter fingeren på det ømme punkt. De gamle, kreative Bernadotte-skoleelever har begået endnu et perfektionistisk værk, men har endnu engang ikke formået at føje afgørende nyt til sit eget originale udsagn. Et paradoks, der også blev koncertens paradoks. Koncerten fejrede Mews fortid, klyngede sig til gruppens nutid og havde absolut intet at tilføje angående en eventuel fremtid. Hold da op, hvor var det flot! Hold da op, hvor var det også ensformigt i længden.

Der er ingen som Mew. På godt og ondt. Mest på godt. Det var en flot spillet koncert. Men hvor skal de hen? Og skal de overhovedet nogen steder hen? Spørgsmålene blæste i vinden og i natten. Som den mærkelige placering ud på de små timer. Som Bo Madsens bratte exit.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden