Aldous Harding stirrede ud på publikum, som var de væsner fra en fremmed planet. Hendes blik var dramatisk. Mimik og gestik stiliseret, så man følte sig henført til en blanding af japansk teater og weimarkabaret med tilbageslikket sort stumfilmhår.

Harding konfronterede publikum iført en dragt af ubestemmelig farve svævende et sted mellem buksedragt og pyjamas. Hun var med andre ord klædt perfekt på til et åbningsnummer med titlen ’Designer’. Et nummer, der med et tilbageholdt åndedræt og skildpaddetempo signalerede en koncentreret koncert, hvor en strengt stiliseret musik ikke skulle være mere larmende end en stumfilm.