Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til en koncert, der vendte på en tallerken, sådan som Blur gjorde fredag aften, da der endelig var voksenfest på Orange. En af få på dette års Roskilde Festival.
Selv kom jeg hele følelsesregistret igennem. Det startede med undren, der snart blev til kedsomhed, men hurtigt blev til vrede. Og lige så stille lysnede det, og man tog sig i at føle glæde, indtil det hele sluttede i ren lykke.
Hvad skete der? Hvordan kom Damon Albarn til at stå iført studenterhue og med hele pladsen i sin hule hånd? Havde han vidst, hvad han lavede hele tiden?
Længe var det ikke til at sige, hvad pokker han havde gang i – om han tog sin egen tilstedeværelse på scenen seriøst. Om han havde nogen plan.
