Den sydafrikanske sanger Tyla aflyser sin koncert på Roskilde Festival.
Det oplyser Roskilde Festival på sin hjemmeside.
Sangeren, der er et af hovednavnene på festivalen, skulle have optrådt onsdag.
Det er ifølge festivalen »uforudsete omstændigheder«, der er årsagen til, at den 22-årige sanger aflyser.
Politiken har kontaktet Roskilde Festival, som på nuværende tidspunkt ikke har yderligere oplysninger.
Festivalen siger, at man arbejder på at finde en erstatning.
Ifølge et opslag på X optrådte Tyla til en prisuddeling søndag aften.
Tidligere på året aflyste Tyla sin verdensturné. Hun forklarede dengang, at hun havde fået en skade, der gjorde, at lægerne rådede hende til at aflyse.
»Jeg har set læger og specialister og haft høje forhåbninger, men smerten er kun blevet mere pinefuld«, skrev hun på Instagram.
»Ord kan ikke beskrive min frustration i dette afgørende punkt i min karriere«.
Det betød, at hendes koncert i marts i Amager Bio i København også blev aflyst.
På det tidspunkt meldte Roskilde Festival ud, at det ikke ville påvirke sangerens optræden på dette års festival.
»Tylas show på Roskilde Festival til sommer bliver ikke påvirket af de aflysninger, Tyla netop har meldt ud. Vi ved, at Tyla glæder sig meget til at spille på Roskilde Festival«, udtalte Roskilde Festival dengang.
Tyla skulle efter den oprindelige plan have spillet onsdag klokken 20.30 på Arena.
Tyla, hvis fulde navn er Tyla Laura Seethal, har det seneste år hittet med blandt andre nummeret ’Water’. Til BET Awards i USA i søndags vandt hun priserne for ’Best New Artist’ og ’Best International Act’.
Hun er ikke det eneste hovednavn, der er rendt ind i problemer i optakten til årets Roskilde Festival.
Doja Cat, der efter planen stadig spiller onsdag, kom mandag til skade under en koncert i Dublin.
I den forbindelse sagde Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén til Gaffa, at festivalen ikke havde modtaget yderligere meldinger fra Doja Cat om omfanget af hendes skade.
fortsæt med at læse



























