Dengang Andreas Odbjerg boede i camp på Roskilde Festival med sin efterskole hældte han vodka i sine gummistøvler.
»Der var sådan et rygte om, at man blev fuld, fordi det kom ind i systemet«, fortæller Andreas Odbjerg.
Det er mange år siden.
Nu er han tilbage på Roskilde og har igen gummistøvler på. Det er hans fars jagtgummistøvler til 2.000 kroner, som Andreas har arvet. Uden vodka.
»Jeg tror, jeg er den, der har de bedste gummistøvler på hele Roskilde«, siger Andreas Odbjerg.
Han er iført armygrøn trenchcoat, bøllehat med snor og et par reflekterende wrestler-agtige solbriller.
Han ser ud mod det bibelske regnvejr, vi står i læ for.
»Jeg bad jo selv om en autentisk oplevelse....«
Pr-stunt?
Det, Andreas Odbjerg har bedt om, er at komme tilbage til det »magiske kaos« på Roskilde Festivals campingområde.
Tilbage til smatten, ølbongerne og de knækkede telte, hvor han ikke har været i flere år, fordi han nu er en af landets største popstjerner. Med et liv, hvor man ikke længere behøver at sprøjte mayo i sin dåse med tun.
De sidste par år har han stået på Arena og Orange med Tobias Rahim. Senere denne dag står han der igen med Ida Laurberg.
Men han har savnet det andet Roskilde, siger han. Så meget, at han har besluttet sig for at gå en tur – sammen med sin guitarist og gamle ven, Daniel Scheffmann – for at give koncerter ude midt i det ragnarok, som er campingområdet på en våd torsdag.
»Jeg husker det som noget skræmmende, men også som noget overvældende. Når folk bor sammen i det her særlige samfund, så bliver der kortere til følelserne. Fordi folk er så pressede«, siger Andreas Odbjerg.
Med på turen er også et videohold fra hans pladeselskab.
Er det her ikke bare et publicity stunt?
»Nej. Det var min egen idé. Jeg syntes bare, det kunne være sjovt at komme ud og se det igen. Jeg havde selvfølgelig ikke forudset, at det skulle blive sådan et vejr«.
Ciderbong
Andreas Odbjerg beholder solbrillerne på, da vi krydser ind på campingområdet. »Så får vi lidt fred«, siger han.
De folk, vi møder – med støvede blikke og tandbørsten ud af kæften – ligner nogen, der ikke engang ville kunne kende deres eget spejlbillede.
Andreas Odbjerg husker selv, dengang han var af sted i »regnåret« 2007 og lå på et underlag, der lækkede vand, når man trykkede på det. Klokken var 05, Andreas Odbjerg kunne ikke sove, så han gik ud på pladsen for at finde en fest.
»Jeg endte i en eller anden lejr med nogle Espergærde-børn, hvis forældre var monsterrige. De sad og drak Dom Perignon, og jeg endte med at vade fuld og lykkelig hjem klokken 7«.
Ude i Camp Sekretariatet i område P drikker de ikke champagne.
Der står kopnudler og let mayo på bordet. En kvinde bæller en slidt ølbong fyldt med en Somersby. Hun hedder Maja, fortæller hun, og har fødselsdag. 21 år.
Andreas Odbjerg stopper og klapper af ciderbongen: »Skal vi spille for jer? Har du et et forslag?«.
Fødselaren virker i chok. Beder måbende om at høre ’Hjem fra fabrikken’. Andreas Odbjerg indrømmer, at den er lidt svær at synge.
»Men du har fødselsdag, så vi gør det alligevel«.
Vennerne fra campen nynner stille med på omkvædet. Fatter ikke helt, hvad der er sket.
»Det var ikke lige det, jeg havde regnet med i morges, men alt kan ske her på Roskilde«, siger Maja.
Nordsø Olie og hvæs
Videre til næste camp og næste koncert.
Regnen og fem dages festival har reduceret en stor del af P til noget, der ligner indholdet af en container fra storskrald. Camp Magic er et af de pænere steder. Her lever en my af civilisation stadig.
Medlemmerne sidder på hver deres sorte campingstol og ligner nogen, der har set et spøgelse, da det går op for dem, hvem der er kommet forbi. De kvitterer og brøler med, da Andreas Odbjerg spiller hittet ’Stor mand’.
Pludselig er det gået op for zombieverdenen omkring dem, hvem der går herude og synger.
»Hold kæft, det kører« jubler Andreas Odbjerg fra scenen, der består af mudderklemte dåsebajere.
Flere grupper af venner kommer til. Filmer. Synger med. Camp Magic er scenen, og kravet er ekstranummer. Omkring 30 mennesker er stimlet sammen.
Da Andreas Odbjerg slår an til ’Flyver over København’, tager en fyr i en campingstol et hvæs af sin e-cigaret og sætter en flaske Nordsø Olie for munden:
»Den der er da også meget god«.
Efter de første par lidt akavede teltkoncerter, er der varmet op.
»Skal du have en bong, Andreas«, råber en mand, der støtter sig til en krykke.
Bare smadder
Hos Camp Champ får Tea et chok, da hun vågner fra sit middagslur, lyner teltet op og ser, hvem der står under det hvide campingtelt.
Da Andreas Odbjerg har spillet for dem, ringer hun til sine venner og skriger: »Det er for sindssygt«.
Skråt overfor står tre unge fyre med matte blikke og mudderbeskidte sorte trøjer. Deres lejr er reduceret til noget, der ligner en slags konceptuel skulptur af bøjede jernstange. Teltet er væk. Bare smadder.
»Hvem fanden er Odbjerg«, lyder det fra en af de tre.
Solen er brudt igennem. Det er varmt i gummistøvlerne. Vodka eller ej.
Andreas Odbjerg siger, at han vil tilbage til campingområdet og spille næste år:
»Jeg kunne gå rundt sådan her hele dagen«.
I stedet går han tilbage mod festivalpladsen for at skifte, inden han skal stå på Orange.
På med solbrillerne igen. Tilbage til det andet Roskilde.
fortsæt med at læse
