0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Glemsom punk-sangerinde slog gnister på scenen

Selv på en halvdårlig dag har engelsk-franske Savages mere karisma end de fleste.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Anthon Unger
Foto: Anthon Unger

Savages. Det ville være synd at kalde frontkvinden veloplagt.

Anmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Anmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som postpunkens forpinte svar på Dreyers Jeanne D’Arc, gik hun på scenen med tændstikben og karsehår, en slidt, sort Moleskine-notesbog under armen og et lillebitte ansigt lagt i gravalvorlige folder.

Hun er ikke nogen spasmager, Jehnny Beth, der synger – og skriger – i front for engelsk/franske Savages, der koncertdebuterede på dansk grund torsdag aften.

LÆS ANMELDELSE

Og det gælder i øvrigt også resten af bandet. Savages gør ingenting med et glimt i øjet.

Sangerinde slog gnister
Så da de, inden koncerten overhovedet var gået i gang, blev holdt tilbage grundet lydproblemer, skete det også med en helt sortklædt Beth trippende rundt som et blodtørstigt kattedyr lukket inde i et alt for lille bur.

FOTO

Men da koncerten åbnede med den tempofyldte ’City’s Full’ var det som om Beths benævnte tændstikben blev strøget.

Der gik ikke ligefrem ild i hende, men franskmandens benhårde karisma slog gnister, så det kunne mærkes helt ud i teltdugens flossede kanter.

Glemte teksten
Undervejs i sangen gjorde hun mikrofonstativet lavere og lavere, imens hun selv gik stadigt længere ned i knæ. Muligvis for at kunne læse de sangtekster, der formentlig stod i notesbogen, der lå åbnet foran hende.

Det var nu ikke noget udpræget vellykket trick. På den efterfølgende ’I Am Here’ glemte hun i hvert fald teksten. Og fred være med det, så længe intensiteten forbliver intakt.

Kønt var det ikke, men det var stærkt

Men i stedet for at klø på og kanalisere sine frustrationer over egen plettede hukommelse ud i musikken, gjorde hun i stedet tegn til sin aldeles hårdtslående rytmegruppe bestående af Ayse Hassan på bas og trommeslager Fay Milton om at stoppe sangen, der kun lige var gået i gang.

»Jeg er træt«, forklarede hun, uden synderlig tegn på anger, inden nummeret begyndte igen ved at gå lige på omkvædet.

Det var for så vidt forfriskende nok at slippe for alskens søforklaringer, men pausen sugede med foruroligende effektivitet livet ud af den ellers glimrende sang, og det var mest af alt, ja, som at stå af i Roskilde.

Men det var også unødvendigt, fordi det fik bandet til at fremstå som de debutanter, de trods forårets solide gennembrud stadig er.

Stærk dynamik
Dynamikken imellem de fire var ellers oftest rigtig stærk, og navnlig Gemma Thompson på mintgrøn guitar var et både brølende hidsigt og varieret bekendtskab, der for alvor viste hvinende guitartænder på den fremragende ’She Will’, hvor Thompson dikterede sangens klimaks med et distortet brøl af en anden verden. Kønt var det ikke, men det var stærkt.

Og det var beviset på, at Savages’ rå, pågående postpunk sagtens kunne klare nogle knubs live.

Mindre vigtigt var det, at de ramte helt den samme kirurgiske præcision, der præger det sylespidse debutalbum ’Silence Yourself’ der udkom tidligere på året.

Slingrende godstog i høj fart

Det var således både stort og heftigt at opleve de fire kvinder lette i kollektiv nærmest krautrocket symbiose på den herligt buldrende ’Flying to Berlin’ med en svært groovy, gyngende basgang, der fik seriøst modspil af Jehnny Beths helt vidunderlige skrig – ej at forveksle med et hvin – som hun satte i et godt stykke før sangens slutning, imens hun viftede med armene som om hun brugte sin egen stemme som theremin.

LÆS OGSÅ

Samme intensitet, råhed og vildskab savnede jeg dog på ’Husbands’, der ellers er Savages’ største glansnummer, men som også led under at Jehnny Beth glemte teksten og i stedet for at kompensere med lidt ekstra bonusnerve, forsvandt ind i sig selv.

Heldigvis spillede bandet bare videre som et slingrende godstog i høj fart. Det håber jeg også, de gør næste gang.

Læs mere:

Annonce

Læs mere