Hver generation har sin tilgang til CV Jørgensen.
Nogle har været med siden den stynede strejferstart, andre er steget på det ganske lille bands folkelige gennembrud, og de sidste har stillet ind på den særlige jørgensenske frekvens, hvor popsangeren vekslede satiriske betragtninger til fornem poesi.
Tidligt fredag aften var alle generationerne samlet i et fyldt Arena. Og sang sammen og lige begejstret med på ’Datadisciplin’ som ’Florafobi’.
Samme taknemmelighed
Vingefanget i CV Jørgensens popularitet blev flot udstillet i det aldersbrogede publikum, og på scenen stod den undseelig mand og smilte sit sky smil og med en blid stemme takkede for opmærksomheden:
”Hvor er I smukke alle sammen. Og hvor synger I godt”.
Det var den samme taknemlighed, jeg husker fra sidste gang, jeg så CV Jørgensen på Roskilde Festival i 1995. Men det var ikke den samme CV Jørgensen.
Det muntre hjørne
Dengang stod han i mine øre i zenit med udgivelsen af ’Sjælland’. Et album der indoptog 1990’ernes sammenrend af stilarter.
Her skyllede en jazzet trompet, elektroniske rytmer og udstrakte synthflader ind under formidable tekstlinjer som ”En syndflod af spildte bedrifter/ Et vognlæs af døde ideer/ En digter der flæbende skrifter/ Et intet ingen andre ser”.
Dén musikalske åbenhed, der stod som modsvar til den poetiske ditto, er på den nye turne blevet rullet tilbage. Vi er atter i det muntre hjørne, hvor Aske Jacoby får lov at fylde ikke så lidt med sine indimellem spændende, men ofte rockbagstræberiske soloer. Som der under alle omstændigheder var for mange af.
Adstadigt tempo
Arena-koncerten var ikke mange minutter inde i åbningsnumeret ’Altmuligmanden’ før Jacoby indtog lydbilledet fra sin plads ude i siden, mens CV med den sartsmukke røst stod vuggende og tavs i midten.
Ikonet CV Jørgensen er tilbageI det hele taget blev det guitarernes aften. Også andenguitarist Gustaf Ljunggren havde en del huller at fylde ud, mens CV Jørgensen i et temmelig adstadigt tempo kom forbi ’Babylon’, ’Det regner i mit hjerte’ og ’Elisabeth’.
På en sikker rytmebund fra Knut Henriksen, Gert Smedegaard og Rune Harder Olsen.
Manglede temperament
Velspillende, jovist, men uden temperament og nerve skvulpede den første halvdel af koncerten af sted som en jolle med bluespatina ned af nostalgiens velkendte flod.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at hvis de ældre sange skal holdes i den her ambient hyggende form, kunne keyboardflader og elegisk trompet have besjælet seancen.
Men selv den småsløje orkestrering kunne ikke underminere de gode sange i længden. Og fra netop ’Spildte bedrifter’ begyndte koncerten af løfte sig. Rytmegruppen rykkede tættere sammen og CV Jørgensen sange fik mere intensitet.
Og CV Jørgensen sang så indfølt og smukt, som kun han kan. Både om at være på gyngende grund eller ude af sync, om at være til skaberens fulde tilfredshed, og om alt det, der siger sig selv.
Nåede op på niveau
CV viste sig som den poetiske observatør, der med tvistede vendinger siger noget, der føles som sandheder, men alligevel smutter væk mellem ordene på én, hvis man prøver at holde det fast.
Og da guitarerne holdt igen og gav sangene plads, voksede koncerten til dét niveau, man kunne håbe på i gensynet.
Det var et langsomt tilløb, men selv i de musikalsk trygge ramme, lyste CV Jørgensen op. Også for dem af os, der gerne vekslede en guitarsolo eller tre for en ekstra linje poesi.
fortsæt med at læse
