Silas Bjerregaard er forsanger i Turboweekend. Bandet medvirker på coverpladen ’12 Bud på CV – Fortolkninger af en vis beskaffenhed’, som udkom i mandags. Silas Bjerregaard er forsanger i Turboweekend. Bandet medvirker på coverpladen ’12 Bud på CV – Fortolkninger af en vis beskaffenhed’, som udkom i mandags.
»CV er indbegrebet af den store danske sangskat«
»I Turboweekend har vi aldrig været die hard-fans af CV Jørgensen. Men vi kender ham og hans musik, og for os har han altid været indbegrebet af den store, danske sangskat. Han har lavet nogle numre, man bliver ved med at vende tilbage til, og det er jo et tegn på, at de kan noget. Og jeg synes bestemt, at han taler til min generation. Gode numre bliver ved med at være relevante.
Så snart vi fandt ud af, at vi skulle være med på hyldestpladen ’12 Bud på CV – Fortolkninger af en vis beskaffenhed’, gik vi i gang med at lave en coverversion af ’Costa del Sol’. Da vi var færdige, fandt vi ud af, at CV havde nedlagt veto mod, at netop den sang kom med på pladen. Det er ellers en af hans bedste sange, synes jeg.
Den rammer virkelig plet. Men jeg kan godt forstå hans frustration – han laver et nummer om passivt fascistiske velfærdsturister, og så bliver det de selv samme mennesker, der står og skråler med på den.
CV Jørgensen foreslog selv, at vi i stedet kastede os over ’Det Ganske Lille Band’, som vist altid har været en af hans egne favoritter. »Det kan vi sgu da godt«, tænkte vi, for det er et nummer, som passer ret godt til vores stil. CV har jo aldrig rigtig skrevet festsange, men der er noget lige ud ad landevejen-rock’n’roll over den her.
Alle upcoming bands kan identificere sig med hans beskrivelse af at være rundt og spille. Det er jo nogle kummerlige forhold, han synger om, men man har det sjovt alligevel, fordi det er det, man vil. Det er drømmen«.
Hans Holten Hansen er lyriker og har spillet bas i blandt andet Olesen-Olesen og Rhonda Harris. Han skrev i 2001 ’Det rimer, det regner – kan man (undgå at ende med at) holde af CV Jørgensen?’ til litteraturtidsskriftet Reception.
»Selv hans mest platte rim bliver aldrig banale«
»Jeg har først sent forstået, at CV Jørgensen kan noget. Da jeg opdagede ’Tidens tern’ i 1980, var jeg 13 år og i et splitsekund fuldstændig forelsket i det bånd. Men inden længe havde jeg glemt det for anden popmusik. Det var bare en del af strømmen dengang.
Ti år senere blev jeg fanget af ’Det muntre hjørne’. Det var en chokerende god plade. »Der er næppe noget, der svinger som Bjerringbro by night. Hele hovedgaden emmer af landmænd fit for fight« – det er bare så stærkt!
Det indfanger meget præcist, hvordan man har det, når man er i provinsen sent lørdag nat og ikke føler sig hjemme. Man kan godt se, at der eddermame er gang i den, men man er ikke en del af det. Det er ikke ens fest.
»Jeg har sgu da noget med CV Jørgensen et sted«, tænkte jeg. Og så fandt jeg kassettebåndet fra 1980 frem igen.
I dag opfatter jeg CV som et pejlemærke – et fyrtårn, man kan styre efter i forhold til, hvad der fungerer som sangtekster. Han kan lave en tekst, som lyder, som om den er skrevet for, at versefødderne skal gå op, men det er alligevel gode linjer. Selv hans mest platte rim bliver aldrig banale.
Hans tekster er lyrik. Hvis ikke han allerede var kendt som musiker, kunne man sagtens forestille sig, at de kunne blive udgivet i en digtsamling. ’Pligterne kalder’ fra ’Det muntre hjørne’ er et eksempel på en CV-tekst, man aldrig kan blive færdig med at læse«.
Henrik Marstal er ph.d. i musikvidenskab, musiker og forfatter til flere bøger om musik.
»CV har aldrig solgt ud«
»Der er det særlige twist ved CV, at han lige nøjagtig nåede at blive folkelig med ’Tidens tern’. Det album solgte jo sindssygt mange eksemplarer og var sådan en rigtig skråle-med-plade. Det har sikkert været for meget af det gode for ham, men netop det album, og især ’Costa del Sol’, har gjort, at alle kender ham i dag, og at han bliver opfattet som andet og mere end bare en mærkelig artist.
Meget af CV Jørgensens ikonstatus bunder i, at han er en eksklusiv kunstner. Han har aldrig solgt ud – han har altid lavet tingene på sine egne præmisser. Som lytter har man altid vidst, at det var CV, der satte dagsordenen. Ikke tidsånden.
CV Jørgensen rammer lige ned i danskernes forestilling om, hvad autenticitet vil sige. Han er den her lidt mystiske, tilbagetrukne kunstner, der lever afsondret fra offentligheden, og kun en gang imellem stiger ned fra bjerget og henvender sig til sit publikum. Som en ægte profet. Der er noget pirrende over det, fordi man aldrig rigtig ved, hvornår man kommer til at se ham igen.
Jeg tror egentlig ikke, at det er en bevidst strategi fra hans side. Sådan er hans rytme bare. Han vil gerne vente med at spille koncerter, til han føler, at han har noget at komme med.
At det ofte er liveoptrædener, han henvender sig igennem, øger bare autenticiteten. Han står på scenen. Han sveder rigtigt. Det er hans stemme, man hører. Og så er det bestemt et plus, at han virker så ydmyg, når han optræder. Vi elsker jo kunstnere, som er store stjerner, men ikke selv ved, at de er det«.
fortsæt med at læse
