Der er to Bobby Womack.
Der er den store soulsanger og sangskriver, der trak et spor af død og selvdestruktion efter sig, ham der lavede al balladen. Og så er der ham, der overlevede det.
På den engelske festivalgigant Glastonbury gav Bobby Womack derfor logisk nok to koncerter. En med sange fra bagkataloget, og en i selskab med Damon Albarn med de nye sange.
Så luksuriøs en opsætning fik vi ikke på Roskilde. Vi fik bagkataloget i en grandios soulopsætning med blæsersektion kor og et stort hold, ældre, men driftsikre musikere.
LÆS OGSÅ Den store soulstemmes comebackalbum er fremragende
Historieleksioner
Uden hastværk eller effektjageri svingede det, som det skulle, og da Womack først havde løsnet det sprunkne stemmebånd fulgte han endda sangene nogenlunde til dørs.
Men stemmen kom på mellemhånd.
Ud over at Womack blev forpustet, hvis han ikke kom ned at sidde, er hans stemme i dag bare ikke stærk nok til løfte gamle sange som den offensive åbning ’Across 110th Street’ og senere ’It’s All Over Now’ og ’Looking For A Love’.
4 hjerter Eventyrlystne veteraner opløste genrerne i smuk og sælsom koncertGennem et hårdt liv er Womacks stemme gået i stykker og klinket sammen igen med Damon Abarns hjælp. Og den arrede stemme fungerer langt bedre på de nye sange, men af dem fik vi bare ’The Bravest Man In The Universe’.
Resten var historielektioner. Meget passende i solnedgangens skær.
Tog sig god tid
Bobby Womack var tilsyneladende kommet til Roskilde for at selv at skrive sit testamente.
Han trak vod gennem sin næsten skræmmende andel af musikhistorien og satte trumf på med Sam Cookes ’A Change Is Gonna Come’, som han var en af de første til at høre fra Cooke selv, den gang han var Cookes protegé.
6 hjerter Lille Marie voksede sig kæmpestor på ArenaDet havde historiens vingesus, men hele sangvalget var også et udtryk for den stædighed, der prægede Womacks adfærd på Orange Scene.
Han tog sig god tid, præsenterede med næsten demonstrativt omhu alle bandmedlemmer og da en af sangerinderne skyndede lidt på ham, satte han tempoet yderligere ned og bemærkningen »Nu hvor vi er rejst så langt, kan vi lige så godt være her hele aftenen«.
Viste glimt af storhed
De mange siddende klumper af siddende piger, der ventede på Rihanna på marken foran Orange scene, havde Womack tydeligvis ikke meget til overs for.
I grunden var det et helt fint dannelsesøjeblik, hvor Womack mindede os om, at musik kan spilles og nydes roligt.
Men det handlede mest om, at Womack fokuserede mere på magtkampen end musikken. Godt nok skulle han hjælpes lidt rundt og sidde ned, men det var stadig ham, der var boss!
LÆS OGSÅ Syret guitarhelt savnede hudløshed
Som sidegevinst for koncerten tændte konflikten ham. Stemmen blev skarpere, han testede dens ydeevne og viste i glimt noget af fordums storhed.
Det havde dog klædt ham og koncerten, hvis han havde dyrket de nye sange, der passer så fornemt til den aldrende og erfarne mand, Bobby Womack er i dag.
Men den Bobby Womack dukkede desværre aldrig op.
fortsæt med at læse
