Argentinske Juana Molina har sin helt egen stemme i musikkens verden.

Så globallokal som Björk skaber hun sine små sætstykker med sampling og stemning, der giver en duft af en intim forestillingsverden om et Buenos Aires, man lever sit stille liv i.

Og ret stille var det unægeligt, da Juana Molina på Pavillion præsenterede sin musik for en celeber, lille skare, der havde valgt ikke at stå i kø til Stevie Wonder.

Helt sin egen

Efter de to fremragende plader 'Segundo' og 'Tres' er Molina efter en del års tavshed vendt tilbage med 'Wed 21', hvorfra 'Eras' er blevet et lille hit. Molina er tilbage i fin form. Tilsyneladende i en mere udadvendt udgave, men uden at ændre på den grundlæggende identitet, som er hendes helt egen.

En slentrende, nynnende og alligevel på sin egen måde kantet musik, lavet af en kvinde med sin helt egen dagsorden.

Juana Molina og hendes to musikere arbejdede smidigt og snurrigt med loops og rytmer og skabte lyden af et lille væsen, der kunne have været en brumbasse med sommerfuglevinger og diskret sans for bossanova i bagagen. Hun sang kor med sig selv og fandt ikke altid den rigtige knap ved første forsøg. Noget hun tacklede med rutineret forfjamskelse.

Bedre til Lousiana

Det var en fin og detaljeret stemning, der blev skabt, men med numre, som mere var variationer over temaer end egentlige kroge til fastholdelse af opmærksomhed.

Det var små, fine musikalske installationer for Molina er i bund grund mindst lige så lige meget lydbilledkunstner som musiker.

Selvom der også blev spillet til kroppen af den sympatiske trio, var og blev det en musikalsk oplevelse, der nok havde passet bedre til Louisiana end et festtræt Roskilde søndag aften.

Juana Molinas univers egner sig til at gå på stille opdagelse i. Men nok snarere derhjemme med musikken i højttalerne, mens man roder lidt med blomsterne og bøgerne.

fortsæt med at læse

Stevie Wonder sendte Roskilde med funk-ekspressen