Der var næppe mange fans af det funkforelskede festkollektiv Chromeo, der gik amok i vilde jubelscener, da det canadiske band aflyste deres Roskilde-optræden i 11. time, hvorefter de blev erstattet af noget nær deres diametrale modsætning rent musikalsk:

Det engelske shoegazerband Slowdive, derudgav tre plader tilbage i begyndelsen af 90’erne, hvorefter de gik i sig selv igen – i hvert fald indtil de i januar i år vendte tilbage fra glemmebogen med annonceringen af en mindre række koncerter henover sommeren.

Den oplagte sene

Det stod nu hurtigt klart, at Slowdive var ligeså oplagt til en sen nattekoncert på Roskilde, som Chromeo ville have været. Bare på en helt anden og langt mere indadvendt facon.

Og det var en fryd, at man indledningsvis kunne konstatere, at Slowdive stadig lød præcis, som de skulle.

Det introverte udtryk blev dog unødigt forstærket af det faktum, at vokalerne lå en kende lavt i mikset. Nok er det på ingen måde meningen, at Slowdives æteriske mimrevokaler skal ligge helt fremme i bussen.

Men de to sangere Neil Halstead og Rachel Goswell blev en smule begravet i deres eget bands brusende, ringlende guitarer, der kendetegner Slowdives lyd. Og det var synd, for Slowdive virkede netop enormt grundige, nærmet pertentlige, i deres genoplivning af deres gamle lyd.

Og selv om et nummer som ’40 Days’ glimrede ved sit fravær, var det en smuk måde at lægge låg på sin lørdag nat på.

Som da ’Souvlaki Space Station’ fik koncerten til at lette for alvor efter en lidt statisk periode, hvor bandets mange skønhedssøgende guitarfigurer malet med den brede pensel, mindede lidt om at se en maratonfremvisning af andre folks feriebilleder, som udelukkende forestiller et udvalg af smukke, varmtintede solnedgange, var det stadig en fornøjelse at lade sig synke ned i Slowdives candyflossbløde nattepop.

fortsæt med at læse

Det var lummert og liderligt, men også fantastisk frigørende