Hvad tænker folk mon på, når de hører navnet Roskilde? Byen med de 50.000 indbyggere blev anlagt af vikingekongen Roar og har fostret store bysbørn som forfatteren Lise Nørgaard. Det er også her, de kongelige finder deres sidste hvilested, og det er byen, det nuværende Danmarks første jernbane førte til. Trods de historiske meritter er byen mest kendt for de unge og indimellem knap så unge mennesker, der hvert år vælter rundt på en smattet muddermark, tæver deres lever i ølbowling, mens de lader deres musik- og lykkedepoter helt op. LÆS OGSÅSå er Roskilde i gang - uden at hegnet blev væltet Ja, i dag er det sådan, at de fleste mennesker, måske 19 ud af 20, kender Roskilde på grund af Roskilde Festival, gætter kommunens kulturchef, Poul Knopp Damkjær, på. »Måske noget domkirkenogså. Og måske noget med vikinger«, siger han videre. Skuer man over hele året, er det kun ganske få dage, festivalens vartegn, Orange Scene, troner over Dyrskuepladsen, men alligevel er festivalen Roskildes kendemærke. Festivalen er nemlig ikke et cirkus, der kommer til byen, slår telte op og rejser bort igen. Den er en del af Roskilde. LÆS OGSÅFestivalguide: Roskilde er meget andet end musik »Den er et fyrtårn. Den markerer Roskilde som by«, siger kulturchefen. Og sådan lyder det næsten som med én mund, når man ringer rundt til nogle af alle de mennesker og institutioner i byen, som festivalen berører: Roskilde skal fortsætte med at markedsføre sig som en musikalsk kulturby, og det er en udvikling, som Roskilde Festival har haft stor indflydelse på. Fra græsrødder til tjekket organisation På et område med en nedlagt betonfabrik er en ny bydel i gang med at skyde op. Den hedder Musicon og skal blandt andet huse kreative erhverv, skaterbaner, øvefaciliteter, ungdomsboliger og også Roskilde Festivals hovedkvarter. Festivalen kører nemlig hele året – og har 55 fuldtidsansatte i sine virksomheder og cirka 800 frivillige tilknyttet arbejdet året rundt. Bydelen Musicon kommer også til at huse et rockmuseum, som kræfterne bag festivalen har været med til at gøre til virkelighed, og i samme bygningskompleks åbner Roskilde Festival Højskole efter planen i 2014 – dog ikke som et firma under festivalen.

Samtidig er folk fra festivalens ledelse involveret i byens idræts- og kulturliv, i turisme og handel, i byudvikling og kulturpolitik. »Folkene i festivalen er interesserede i at være med alle steder, hvor der foregår noget kulturelt«, siger formanden for byrådets kulturudvalg. Hun hedder Birgit Pedersen, er SF’er og har været medlem af udvalget i 18 år. Hun husker også tiden i 70’erne, da festivalen var ny, og folk syntes, at det var det mest besynderlige, man kunne forestille sig. Hun har fulgt, hvordan festivalen er gået fra at være en lidt rodet samling græsrødder til en tjekket organisation, der som kulturel spydspids har sat varigt aftryk: »Uden dem havde vi ikke haft det indsatsområde med Roskilde som en musisk by«, siger hun. Det er en lille mafia Men der er også folk i byen, der synes, at festivalen er lige lovlig meget spydspids og har for meget indflydelse. Som Erik Kofoed, der er formand for lokalradioen Roskilde Dampradio, der har fået frataget sit kommunale tilskud. »Festivalen giver kommunen gaver. Som for eksempel en skaterbane eller fodboldbaner, og så er det kommunen, der skal stå for driften. Kultur er et lille område, og jo mere festivalen laver den slags sponsorering af gaver til kommunen, jo flere penge ryger der fra os andre, der også gerne vil lave kulturliv«, siger han. Da festivalen hvert år forærer hele sit overskud væk til almennyttige formål, kan de altså bruge deres gavmildhed til at sætte dagsordenen på kulturområdet, lyder Erik Kofoeds kritik. »Så ender det med, at der sidder en lille mafia og bestemmer, hvad der skal ske i byen«. Den slags sammensværgelsessnak vil kulturudvalgsformanden dog ikke høre tale om og slår fast, at det altid er politikerne, der beslutter, om man vil tage imod en gave eller ej – og at de naturligvis kan sige nej. LÆS OGSÅRoskilde Festival skræmmer de frivillige væk Hun bliver bakket op af Christian Holtet, der indtil for nylig sad i byrådet for Enhedslisten og med egne ord ellers »var i opposition til næsten alt«. Han kan heller ikke genkende billedet af, at festivalen skulle tromle politiske sager igennem. »Jeg mener ikke, at de udnytter deres position på en ublu måde«, siger han. Festivalens direktør, Henrik Rasmussen, fremhæver ligeledes, at festivalen arbejder med ydmyghed, og at der er armslængde mellem festival og politik. »Vi fylder selvfølgelig meget i et lille lokalområde som Roskilde. Derfor vil der være nogen, der synes, at vi fylder for meget. Men vi donerer ikke penge ud fra en skjult dagsorden, men på baggrund af de værdier, vi har«, siger han. »Vi arbejder tæt sammen med kommunen, og hvorfor skulle vi ikke gøre det? Vi er den største begivenhed i kommunen, vi er en af de absolut større virksomheder, og vi vil ikke fornægte, at vi hører til i Roskilde, men jeg har svært ved at se, at fordi vi giver noget lokalt, så er det mafiaagtig bestikkelse, der ligger bag«. Gartnerballaden Men selv om både festivaldirektøren og politikerne afviser, at kritikerne har så meget som et bøjet søm at hænge deres op kritik på, ligger mistanken om magtfuldkommenhed latent og lurer. Det fik festivalen at opleve i marts, hvor Roskilde Byråd på samme møde valgte at ekspropriere en del af planteskoleejer Keld Bjergegaards jord, der ligger op til festivalområdet, og sagde ja til at modtage to kunstgræsbaner af Roskilde Festival. LÆS OGSÅVred festivalnabo: »Jeg er blevet voldtaget af systemet« Det satte gang i mudderkastningen. Medlem af Venstres hovedbestyrelse Jakob Engel-Schmidt skrev i blogindlægget ’Mafiametoder i Roskilde Kommune’ på politiken.dk, at sagen lugtede af »korruption, aftalt spil og italiensk kommunalpolitik«, og de konservatives retsordfører, Tom Behnke, erklærede sig over for Jyllands-Posten parat til at »tage ud og arrestere dem alle sammen«. Tilsynet under Statsforvaltningen undersøgte sagen af egen drift og kunne i maj frikende kommunen for mistanken, og det er festivaldirektør Henrik Rasmussen meget glad for – for han var temmelig ærgerlig over at blive fremstillet som en slags mafiaboss.