Mona Samir er journalist på Politikens forbrugerredaktion.
Torsdag var hun som privatperson, sammen med sin mand, trommeslageren Søren Frost, blevet inviteret af Charlie Watts, trommeslageren i The Rolling Stones, til at komme med backstage på Orange Scene. Samt, ikke mindst, at overvære det legendariske bands første koncert nogensinde på Roskilde Festival - oppe fra selve scenen.
Her er Mona Samirs beretning om dagen, hvor hun kom helt tæt på Mick Jagger, Keith Richards, Charlie Watts og Ron Wood.
»Min mand, Søren, er trommeslager i DRs Big Band. Søren har spillet med Charlie Watts i bigbandet for tre år siden, og siden da har de haft et nært venskab. Derfor inviterede Charlie os til at komme med backstage på Roskilde.
Det startede med, at jeg hentede en kuvert med diverse armbånd og klistermærker på Hotel Mariott hos lederen af The Rolling Stones’ VIP Ticket Office. Torsdag klokken 18 blev vi samlet op foran Hotel d’Angleterre af en Guest Bus, som er en lille, sort limousinebus. Den kørte os til Roskilde, hvor vi blev mødt af nogle vagter, der førte os hen til bandet, som allerede var ankommet. Vi skulle ikke sikkerhedsgodkendes på nogen måde, fordi vi havde badges, hvor der stod CW på for Charlie Watts. Dem fik vi nu ikke brug for, for Charlies manager Shelly var med os hele tiden.
Vi blev ført frem mod det inderste inde bag ved Orange Scene. Det føltes meget VIP-agtigt. Vagterne havde øresnegle og walkietalkier. Men da vi først kom ind i selve backstageområdet, var det meget hyggeligt, meget uformelt. Vi kunne se, at hver af bandmedlemmerne havde hver deres egen lille dagligstue. Der var vist ikke nogen, der drak alkohol«.
Jagger havde fysioterapeut med sig
»Inde fra Keith Richards stue lød der reggaemusik, der var levende lys og spraglede tørklæder hængt op på væggene. I Charlie Watts stue var der mere nydeligt med en sofa, puder, gulvtæppe og stearinlys. Vi satte os med Charlie og nogle af de andre musikere og talte i lang tid om musik og jazz, som er Charlies passion. Søren og Charlie spillede lidt med hver deres trommestik. Vi talte om mange ting, fra jazzmiljøet i New York til den politiske situation i Egypten. Folk kom og gik, og Charlies barnebarn, en ung pige, hang ud med os.
FOTO
Vi fik noget mad i en grillbuffet med pølser, bøffer og salater. Alle var meget afslappede og venlige. Ukrukkede. Nede på jorden. Keith Richards gik rundt på må og få. Han virkede lidt rastløs, som om han gerne ville i gang med koncerten. Mick Jagger var den mest private. Han holdt sig for sig selv og havde en fysioterapeut inde hos sig, som han har haft tilknyttet i 25 år.
Tyve minutter før starten på koncerten, sagde vi farvel til dem. Vi fik store krammere af Charlie Watts, som har inviteret os til at komme og besøge ham og hans kone i England. Så blev vi ført fra backstage-området og op og ud i siden af selve Orange Scene, hvor vi stod sammen med deres managere, lydfolk og sikkerhedsvagter. Jeg gik lidt frem på scenen for at se ud over alle de mange mennesker, og så begyndte publikum at huje - måske troede de, at koncerten skulle til at gå i gang. Jeg løb hurtigt tilbage igen til siden«.
Nej tak til after party
»Charlie Watts og Mick Jagger og de andre stod og gemte sig bag en bar i bunden af scenen, før de skulle på. Der blev røget nogle cigaretter. Jeg bemærkede ikke, at de skulle have et ritual. Først gik Charlie Watts ud på scenen. Publikum skreg. Så kom de andre, og til sidst løb Mick Jagger ind.
ANMELDELSE
Hele koncerten så vi oppe fra scenen. Det var ret vildt at stå der. Det var en stor oplevelse. Og hvis vi skulle bruge toilettet på scenen, måtte vi bare love ikke at bruge det efter, de spillede ’Honky Tonk Women’. For da skulle Mick Jagger holde pause.
Kort før koncerten var slut, blev vi ført ned fra scenen og tilbage i limousinebussen. Den kørte os tilbage til Hotel d’Angleterre. Charlie Watts havde inviteret os med til The Rolling Stones’ after party på hotellet, men vi takkede pænt nej tak. Virkeligheden kaldte. Charlie regnede ikke med, at de selv ville deltage.
Vi havde jo også fået det hele med oppe fra scenen. Og backstage«.
Genoplev maratonkoncerten: Rolling Stones rockede Roskildefortsæt med at læse


























