Mindst to år for sent er Holger K. Nielsen på gaden med en debatbog, der i sine bedste passager fungerer som et svar på Anders Fogh Rasmussens for længst afkræftede kulturkamp. Holger er træt af at blive opfattet som en grædekone. Han vil have venstrefløjen tilbage i rollen som folkets fortrop. Holger K. Nielsen går derfor til angreb på bl.a. de venstrefløjsaficionados, der kritiserede statsministerens udfald mod smagsdommerne: »Jeg deler slet ikke den forargelse, for naturligvis er det folket og ikke eksperterne, som skal styre samfundet«. Væk fra rollen som systemkonformt støtteparti Holger K. Nielsens udgangspunkt er, at skillelinjerne i moderne værdipolitik har forskudt sig så meget, at SF placerer sig tættere på Det Radikale Venstre end på Socialdemokraterne. Årsagen til det ringe valgresultat i 2001 skyldes således, at SF som støtteparti til Nyrupregeringerne i 1990'erne »blev identificeret med et system, som vælgerne var imod - og som vi også selv var imod«. Ifølge Holger K. Nielsen skal SF væk fra rollen som et systemkonformt støtteparti ved at slå på 'civilsamfundet' som folkeligt alternativ til 'staten' (Socialdemokratiet) og 'markedet' (Venstre). SF er et funktionærparti Ambitionen er at appellere til de tusindvis af vælgere, der er sure på skrankepaverne 'oppe på kommunen' og teknokraterne 'ovre i København'. Kort sagt nogle af de ca. 800.000 voksne danskere, ingen længere har brug for på arbejdsmarkedet. SF's problem er imidlertid, at utallige vælgerundersøgelser viser, at partiet er alt andet end et 'arbejderparti', endsige et 'arbejdsløshedsparti'. SF er ét af de partier, der forholdsvist har færrest LO-vælgere. Socialistisk Folkeparti er et funktionærparti. Netop derfor virker Holger K. Nielsens forsøg på at proletarisere SF lidt forlorent. Det er al ære værd, at folkesocialisterne forsøger at tage de svagestes parti - men det er forkert, når SF illuderer at 'tale på vegne af' de svageste. Partiet kan i bedste fald 'tale til' de svageste. Bedre til at diagnosticere end løse Men foreløbig uden stort held: Partiet har gradvist tabt terræn ved hvert valg siden 1987. Vælgerflugten skyldes måske, at Holger K. Nielsen virker bedre til at diagnosticere alverdens problemer end til at anvise konkrete løsninger. Beskrivelserne af social udstødelse og materielt overforbrug står således i skærende kontrast til hans yderst pragmatiske forslag om bl.a. differentieret moms på fødevarer, skattefradrag på buskort og flere skånejob i den offentlige sektor. Lidt ufrivilligt kommer 'Venstrefløjen i en ny tid' dermed til at tegne et billede af SF som en regnbuekoalition i farvespektret mellem kommunefarvet og gråsprængt. For den politisk interesserede avislæser er der i hvert fald ikke meget nyt at komme efter - medmindre man har overset, at SF i dag er et proeuropæisk parti, der anerkender, at indvandring kan skabe sociale problemer.