Ved du hvad ...«, siger pigen med det røde hår og pink solbriller, der sidder over for mig sammen med sin lyshårede veninde. »... jeg er en moshpit kind of girl«. Jeg læner mig hen over det uhøvlede bord og spørger, hvad det helt nøjagtigt vil sige at være en ’moshpit girl’? Det er noget med at mosle rundt og banke ind i de andre helt oppe foran scenen, forklarer den rødhårede, som hedder Sophia Frifelt. »Hvis bare man følger rytmen, bliver man ikke mast«, siger hun og nipper til den vodka med juice, som jeg netop har lånt hende en krone til. Hånet af kollegerne I det øjeblik ser jeg for mit indre blik min yngste teenagedatter stå dybt inde i pitten og kaste sig ind i en klump af tatoverede galninge. Må se at få fat i hende og tilbyde et par gode råd om livet i pitten, siger jeg til mig selv. Jeg tager en dyb indånding af min egen vodka-juice og misser med øjnene mod solen. Det er torsdag aften, og det er netop gået op for mig, at Roskilde handler om andet end sprut og sove i telt. Der er også musik.
LÆS OGSÅ Hvor fanden er du, Roskilde?
På grund af min beskadigede og fortsat ubehandlede fod er jeg ude af stand til at bevæge mig ret langt væk fra mediebyen, hvor der sandt at sige ikke er meget skæg og ballade. Jeg møder konstant kolleger, der håner mig for mit uheld.
»Kun en debutant ville træde ned i et hul«, vrænger en garvet journalist fra en konkurrerende avis. »Man træder aldrig helt igennem i mørket ...«.
Så peger han ned på sine snehvide Converse-agtige sko og triumferer videre: »Dem har jeg lige købt for 88 kroner. Så smider man dem bare væk bagefter. Smart, ikke?«.
Den sikre cure
Men altså, der spilles musik på Roskilde. Om lidt er det The Cure på Orange Scene. Jeg følges med cirka fyrre tusinde andre derhen.
Jeg kender ikke rigtig The Cure, så jeg har ingen forventninger, der værd at tale om. Jeg dykker bare ind i the crowd og prøver at komme tæt nok på til at få et glimt af de der fyre på scenen.
»Hold kæft, hvor ser de gamle ud!«, udbryder jeg.
»Ja, ham forsangeren er præcis lige så gammel som dig«, siger en veninde, jeg følges med.
Han hedder Robert Smith og har et hår som en gulvmoppe. På storskærmen kan jeg se, at han har malet sig sort omkring øjnene. Alting slasker på ham. Men der er ikke noget slasket over den måde, han synger på. For satan da!
Verdens ældste festival-debutant gør sin entre »Everything you do is irresistible ... everything you do is simply kissable ... why can’t I be you?«, synger Robert. Og han bliver ved og ved og ved. Sindssygt gammel og helt igennem uopslidelig. Jeg mumler ind i mængden: »Robert, for helvede ... du er my man!«. Så er der én, der tilbyder mig en joint. En ung, ranglet fyr, jeg aldrig har set før. Vi dunker hinanden lidt på ryggen og griner fjoget op mod gulvmoppen. Og er et øjeblik fuldkommen jævnaldrende. Kompressionsforbinding
