Min ældste teenagedatter stirrer på mig fra fotoet på min iPhone. Et mørkt blik. Blodet løber fra hendes øjne ned over de maddikehvide kinder. Det er løgn, det her, tænker jeg, mens jeg med is i blodet taster hendes nummer. »Heeey ...«, lyder det i den anden ende. Stemmen er sløret. »Hvordan er det sket?«, bjæffer jeg. »Slap af, daddy, jeg er bare med til at reklamere for Linkoban«. Linkoban er – forklarer min zombie – en eller anden kvindelig rappertype, der skal spille om aftenen. Det er ikke det rene barnemad at have to teenagedøtre på Roskilde. Og det gør det ikke nemmere, at man selv er debutant og skal bygge sin festivalekspertise op fra bunden. »Har du for resten lidt kontanter?«, siger den slørede stemme. »Joe ... jeg kan godt komme hen i din camp og ...«. »Øh, nej, det er bedre, hvis vi mødes et andet sted ... Skal vi sige baren ved Pavilion Junior om ti minutter?«.
LÆS OGSÅ Senior-debutant på Roskilde - dag 2: »Er der en kirurg til stede?«
Jeg stavrer derhen på min kvæstede fod, som lægen i City Centre East nægtede at behandle. Foden bliver større og større, og kuløren svinger fra rød til blå og helt over i sortviolet. Det går langsomt op for mig, at det vil være umuligt for mig at gå frem og tilbage mellem mit telt ude i den fjerneste kant af campen og så presseområdet, hvor jeg skriver mine historier. Noget tyder på, at jeg er slået ud i den indledende runde. Kommer jeg slet ikke til at høre Bruce? Og hvad bliver der nu af døtrene? Goodbye camp Jeg klatrer langsomt op på en barstol i Pavilion-baren og ringer til min yngste datter, som er på Roskilde med det meste af sin efterskole. Hun lover at sende et par kammerater ud for at hjælpe mig med at transportere mit grej væk. For en beskeden sum. Så indleder jeg min sidste rejse til ’Silent & Clean’. Jeg slæber den syge fod efter mig, og den efterlader et ubrudt spor i det svampede underlag af affald og urin. Jeg indsnuser den søde duft. Måske kommer jeg ikke herud mere! Jeg når frem og piller teltet ned. Kort efter ankommer Matias Milling og Peter Buch Hvarregaard, to fyre fra efterskolen. De griber hver sin taske, og vi sætter os i bevægelse.
