I halvanden time sidder man som forhekset af stangliderlige shibari-trolde, incestuøse tungekys og techdystopiske habitfascister. Det Kongeliges opsætning af ’Peer Gynt’ er modbydelig på den helt rigtige måde.

Peer Gynt som habitklædt dødsgardist rimer jo selvfølgelig på Musk

Det er fænomenalt! Amancio Gonzalez, stykkets helt store stjerne, spejler og forvrænger som et androgynt stankelben fra en Tim Burton-film alle Peers indre dæmoner med sine hoftebløde ballettrin og krogede krampetrækninger.  Foto: Emilia Therese
Det er fænomenalt! Amancio Gonzalez, stykkets helt store stjerne, spejler og forvrænger som et androgynt stankelben fra en Tim Burton-film alle Peers indre dæmoner med sine hoftebløde ballettrin og krogede krampetrækninger. Foto: Emilia Therese
Lyt til artiklen

Inden H.C. Andersen i 1870 skulle møde Henrik Ibsen for første gang, satte han sig for at læse den bakkenbartede nordmands dramatiske kæmpedigt ’Peer Gynt’, der var udkommet tre år forinden. Det rystede Hans Christian i hans grundvold.

»Det er som skrevet af en gal Digter, man bliver selv forstyrret ved at vilde leve i denne Bog«, skrev han i sin dagbog og fortsatte forarget:

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her