Det sidste års tid er det sket nogle gange, at jeg har siddet i selskabeligt lag med gamle venner eller venners venner, og de på et tidspunkt har sagt:
»Jeg kan ikke huske, Alexander, har I egentlig fået barn nummer 2?«.
Og jeg svarer, som sandt er: »Nej, vi er blevet skilt«.
Selv har de lige købt hus i Brønshøj og har barn nummer 2 eller 3 på vej, mens jeg har fået en deleordning og en mindre taglejlighed.
Måske er der noget naturstridigt over, hvor selvfølgeligt min replik falder – som havde jeg sagt, at vi lige havde fået kat eller trampolin – men jeg har indtryk af at have smidt en bombe; at der er sket noget, der også er naturstridigt i et liv.
Og nu er det ikke for selv at lyde meget progressiv, men jeg havde sådan lyst til at råbe ind i hovedet på karaktererne i ’Eks’, at livet går videre.
Det var dråben!
Den tyske dramatiker Marius von Mayenburgs stykke, der lige nu spiller inde på Mellemgulvet – skrevet under lockdown (i enhver tænkelig forstand) – er Det Kongelige Teaters bud på dugfrisk dramatik til tiden.
Men det er også dramatik af den mere fortærskede slags, der er helt besat af intimsfæren som omdrejningspunkt for alt levende, og som i øvrigt skal forestille at portrættere millennial-generationen.
Efter mere end to timer med passiv-aggressiv dialog, der momentvis kammer over i vredesudladninger, siger Sibylle til sin mand, Daniel, at når det bliver morgen, skal han altså have fundet ud af, om han ville skilles eller ej – tæppefald.
En kammerklaustrofobisk flirt
Han arbejder (for meget) som arkitekt – oprindeligt med metabolisme, hvilket vil sige en form for arkitektur, der tager højde for, hvordan byer forandrer sig. Nu laver han nødudgange i parkeringskældre. Og sådan er alt i stykket meget symbolsk.
I første del ser vi dem diskutere ting som sukkerpolitik, hun griner, når hun er rasende, han spiser lasagne med en kniv. Hun gør ting i sengen, hun ikke har lyst til, for ikke at være småborgerlig, siger hun.
Men så – ta-da – dukker Daniels ekskæreste op, nyskilt og liderlig, og for at virke overskudsagtig lader Sibylle hende overnatte på sofaen. Hun er dyrehandler og har en meget flowerpoweragtig energi, og da konen går i seng, er manden efterladt alene med Franziska i stuen.
Selv om stykket tager fat på flere relevante dilemmaer i det moderne parforhold, føles og lyder det stærkt bedaget. Opsætningen har svært ved at finde balancen mellem sjov og alvor, og skuespillerne har – forstår man godt – svært ved at give den meget konstruerede dialog mening og liv:
»Vores samfund boykotter alt det, der ikke passer ind i mønstret«.
»Vi lever da ikke på en løgn«.
Hele denne kammerklaustrofobiske flirt med normbruddet er set før og forbliver ufarlig.
Spørgsmålet er, om vi ikke efterhånden er nået til at skulle se på, hvad der skal ske bagefter?
fortsæt med at læse
